Sverige har ikke et voksende problemer med islamisk ekstremisme, viser ny efterretningsrapport.

Der er omkring 200 islamiske ekstremister i Sverige, skriver den svenske efterretningstjeneste Säpo i ny en rapport.

Tallet bliver offentliggjort, fordi der i pressen har været spekulationer om tusindvis af muslimske fundamentalister i landet efter weekendens terrorangreb i Stockholm.

- Der er hele tiden folk som forlader eller kommer ind i netværkene, men vi bedømmer, at antallet er konstant, siger Malena Rembe, Malena Rembe, chefanalytiker i Säpos antiterrorenhed, til Dagens Nyheter.

Den irakiskfødte Taymour Abdulwahab, der lørdag blev dræbt, da hans selvmordsbælte angiveligt blev udløst for tidligt i centrum af Stockholm, optræder ikke blandt cirka 200 ekstremister, som fremgår af efterretningstjenestens rapport.

- Det er vigtigt at vise, at der faktisk ikke er tusindvis af personer. Der er vældigt få i forhold til den svenske befolknings størrelse, siger Rembe ifølge expressen.se.

Ifølge rapporten er hovedparten af Sveriges islamiske ekstremister mænd, og gennemsnitsalderen ligger omkring 36 år. De fleste radikaliserede personer er opvokset i Stockholm. Resten stammer fra andre storbyområder som Gøteborg eller Malmø.

Rembe afviser, at såkaldte selvradikaliserede terrorister eksisterer. Hun lægger vægt på, at de personer, som opfordrer til islamisk terror, gennemgår en "virtuel" radikalisering i fora og netværk på internettet.

- De personer, som er aktive i disse netværk, bedriver virksomhed rettet mod at støtte og fremme terrorforbrydelser i andre lande, skriver Säpo i rapporten.

Resultatet af, at Sveriges fundamentalister rejser til blandt andet Afghanistan og Somalia, er den største trussel mod Sverige. Islamisterne kommer nemlig hjem med nye sprængfarlige kontakter og kundskaber, skriver Säpo.

/ritzau/