I en afstemning i Sveriges Riksdag stemte det smallest mulige flertal ja til, at nye atomkraftværker kan opføres til erstatning for de gamle som skrottes.

Den svenske Riksdag har i en historisk afstemning med det smallest mulige flertal stemt for, at der kan opføres nye atomkraftværker i landet.

Beslutningen betyder, at der kan bygges nye kraftværker i takt med, at de gamle lukkes. Antallet af reaktorer må dog ikke overstige de ti eksisterende.

174 riksdagsmedlemmer stemte for og 172 stemte imod. Tre af de i alt 349 medlemmer var fraværende og ingen afstod fra at stemme.

Riksdagen sagde også ja til et udvidet erstatningsansvar for indehavere af atomtekniske anlæg på op til 1,2 milliarder euro (9 milliarder danske kroner).

En folkeafstemning i 1980 resulterede i en lov om, at alle svenske atomkraftværker skulle været afviklet i år, men det bliver ikke tilfældet.

De tre eksisterende atomkraftværker i Sverige er Ringhals, Oskarshamn, og Forsmark. Det i Danmark omstridte Barsebäck blev lukket i 2005 og vil ikke blive genåbnet.

Greenpeace beklager beslutningen, som er afgjort af det borgerlige flertal i Riksdagen, mens oppositionen stemte imod.

- Det er et forstemmende, beklageligt resultat al den stund, at Sverige har fantastiske forudsætninger for bæredygtig energi, både naturligt og teknisk, siger Greenpeace's talsmand i energispørgsmål, Ludvig Tillman.

Han tilføjer, at det smalle flertal viser, at riksdagsmedlemmerne hverken tager atomkraftens miljørisici alvorligt eller stoler på det enorme potentiale for svensk bæredygtig energi.

/ritzau/TT