»Jeg kan ikke løse det her, det bliver bare værre og værre. Næste gang dræber han mig.«

Sådan skrev den svenske teenager Tova Moberg ifølge avisen Expressen i sin dagbog om den mishandling, som hendes ekskæreste angiveligt udsatte hende for.

Kort tid efter blev hun fundet dræbt. Hun blev blot 19 år.

Tova Moberg fra Njutånger havde i midten af maj i år aftalt at tage til en fest om aftenen. Men hun dukkede aldrig op. Nogle dage senere - den 16. maj - blev hendes lig fundet i en sø ikke langt fra den gård i Hudiksvall, hvor hendes 22-årige ekskæreste boede.

Liget var bundet fast til en trillebør med både gaffatape og en metaltråd. Obduktionen viste ifølge Expressen, at hun var blevet slået mindst 20 gange med en hammer - både mod sit hoved og mod kroppen - og at hun var blevet kvalt.

Ikke længe efter blev hendes ekskæreste anholdt i sagen, og nu er han tiltalt for drabet og for at have mishandlet hende i løbet af deres forhold.

Efter Tova Moberg blev fundet dræbt, fandt man en dagbog, hvori hun havde skrevet i detaljer om den mishandling, ekskæresten angiveligt havde udsat hende for.

Samtidig dokumenterede hun også beviserne for volden, skriver Expressen.

»Der findes beviser. En rød- og sølvfarvet USB med billeder af de blå mærker. Den ligger i en rosa boks under min seng,« skrev Tova blandt andet i dagbogen.

Ifølge Expressen skrev Tova også, at hun ikke kunne få lov til at være sammen med sine venner eller gå på arbejde eller i skole, uden at ekskæresten blev aggressiv.

Dagbogen vil nu blive fremlagt som bevis i sagen mod den 22-årige mand, som nægter sig skyldig.

Det fortæller hans forsvarsadvokat, Bo Karlsson, til Expressen.

»Min klient nægter at være indblandet i drabet. Det har han hele tiden gjort,« fortæller han.

Forsvarsadvokaten fortæller dog, at den 22-årige erkender vold mod hende.

»Han tilstår, at det har været en del vold mellem ham og Tova,« siger Bo Karlsson.

Til Expressen fortæller anklager Christer Sammens, at der på den 22-åriges mobiltelefon findes en sundheds-app, som modbeviser forsvarets påstand om, at manden skal have sovet, da drabet fandt sted.

»Når vi analyserer den, viser det sig, at han har gået rundt mellem klokken to og halv tre. Ved fire-tiden er han oppe og går igen. Omsætter man det til kilometer, er det lange strækninger, han går. Jeg mener, at det, han gør her, er at skille sig af med liget,« siger anklageren.

Forholdet mellem Tova og den 22-årige mand sluttede i marts - to måneder før, hun blev dræbt.

På Facebook skrev hendes far - Roger Moberg - i maj et indlæg om sin sorg.

»Det er slut. Tova er fundet myrdet. Nogen har taget hendes liv. Det er så utrolig svært, og jeg ved ikke, hvordan vi skal håndtere dette. Livet skal jo gå videre, men jeg ved ikke hvordan. Tova, vores elskede datter, dit liv var for kort,« skrev han ifølge Aftonbladet i indlægget.

Retssagen mod den 22-årige ekskæreste begynder i slutningen af november.