Svenske Sammie Olovsson blev stukket i halsen med en kviv ikke færre end fire gange under fredagens angreb på hotellet Bella Vista.

Angrebet, som fandt sted i den egyptiske turistby Hurghada, var rettet mod hotellets besøgende og sårede tre turister - to østrigere og svenskeren Sammie Olovsson på 27 år.

Han sad i hotellets restaurant med sin 64-årige far, Jan-Eric Olovsson, da to mænd bevæbnet med knive og skydevæben trængte ind og gik amok mod tilsyneladende tilfældige mennesker.

»Det hele gik enormt hurtigt. Vi sad og spiste, da de pludeslig dukkede op udefra. Jeg havde selv en pistol rettet mod mig tre gange og Sammie blev stukket med en kniv. Han klarede sig kun, fordi han er så stærk,« beretter Jan-Eric Olovsson til den svenske avis Expressen.

Det er endnu uklart, hvad gerningsmændenes motiv bag angrebet var.

Egyptens turistminister, Hisham Zaazou, siger selv, at angrebet ikke var et terror, men et mislykket røveri mod hotellet.

Turisme er en af Egyptens allervigtigste indtægtskilder.

Reddet af en lokal indbygger

Jan Eric-Olovsson og sønnen kastede sig ned på restaurantens gulv, men Sammie var hårdt såret og blødte kraftigt efter knivstikkene, fortæller hans far:

»Han lå i en pøl af blod. Jeg sagde til ham, han endelig skulle ligge stille, mens jeg rejste mig et par gange. Da jeg så, der var fri bane, spænede vi ud på gaden, hvor jeg forsøgte at finde en ambulance.«

Før det lykkedes faderen at skaffe hjælp til sin søn, spottede en lokal mand dog den paniske far og hans ilde tilredte søn og kørte dem straks til det nærmeste sygehus i sin bil.

Her blev Sammie Olovsson halsen syet og indlagt til observation natten over.

Da Jan-Eric Olovsson hørte, at sønnen var udenfor livsfare, og hans tilstand var stabil, tog han tilbage til hotellet for at pakke deres ting.

»Vi bare hjem så hurtigt, som muligt,« fortæller han.