Det blev beskrevet som en yderst bestialsk handling, hvor offeret ikke havde haft mange chancer for at forsvare sig.

I hvert fald understøttede det gruopvækkende syn af gerningsstedet en teori om, at 'Vampyrkvinden' relativt umotiveret havde angrebet sit offer. Sin 24-årige ven og roommate.

Badekaret var tilsløret i blod, og på gulvet lå manden. Livløs og gennemhullet af flere knivstik i halsregionen og på kroppen.

I alt talte retsmedicinerne 25 skader, hvoraf flere var påført direkte i hjertet og i lungerne.

Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

Den 22-årige kvinde, som senere blev døbt 'Vampyrkvinden' i svensk presse, fordi hun havde poseret i vampyrkostume med knive i hænderne og blodige læber –ringede umiddelbart efter mordet til sin far.

Han alarmerede politiet, og den unge kvinde blev anholdt.

Så aftenen i tre glimt

I en efterfølgende retssag fastholdt kvinden, at hun ikke kunne huske aftenen sammenhængende, men udelukkende så den i glimt.

Hun huskede, hvordan hun havde været bange for sin roommate, som hun sagde var beruset den aften.

På et tidspunkt havde hun hørt, hvordan han skramlede med nogle knive i køkkenskuffen, og her havde hun fået en panikfyldt indskydelse af, at han ville dræbe hende.

Herefter udspillede resten af aftenen sig ifølge kvinden i tre glimt.

I det første så hun, hvordan vennen hævede armen mod hende.

I det andet fik hun et glimt af, at hun stod i badeværelset og holdt kniven i et greb, der var klar til at hugge.

Og i det sidste så hun sig selv lægge kniven fra sig i håndvasken og ringe til sin far.

Idømt behandlingsdom

Retten fandt det ikke beviseligt, at hun havde haft hukommelsestab og ej heller været i nogen form for nødsituation.

Den 22-årige kvinde blev dømt for mord, og fordi lægerne konstaterede, at hun led af en alvorlig psykisk lidelse, blev hun idømt en behandlingsdom.

I juli i år var det 10 år siden, at mordet fandt sted, og Förvaltningsrätten i Stockholm har netop besluttet, at behandlingen skal ophøre.

Kvinden har afsonet sin straf og er atter fri.

Den ledende overlæge, som har begæret udskrivningen af kvinden, meddelte i den forbindelse, at hun hverken har vist tegn på vredesudbrud eller dramatiske og impulsstyrede handlinger.

»Hun har en stabil livssituation og bor sammen med sin kæreste og husdyr i et hus,« lyder det blandt andet i argumentationen fra overlægen.