Der er i løbet af mandag morgen udbrudt en stor brand i hovedbygningen ved skisportsstedet Säfsen i Sverige.

Redningstjenesten modtog anmeldelsen lige efter klokken 4, og flere enheder er nu på stedet for at slukke branden.

»Hele loftet på 1.000 kvadratmeter brænder,« siger Pär Palm, beredskabschef ved Ludvikas redningstjeneste, til Aftonbladet.

Den brændende bygning er lavet af træ, og den vil formentlig brænde ned til grunden, lyder det fra ham.

Man frygter, at ilden vil tage fat i nærliggende bygninger.

Hans Ericsson, administrerende direktør for Säfsen Resort, fortæller, at hovedbygningen ligger få kilometer fra selve skiløjperne.

Ifølge redningstjenesten kom ingen til skade ved branden.

B.T. følger sagen.