Bonden spærrede øjnene op, da han var ude at gå med hunden en oktoberdag sidste år.

I en grøftekant så han noget sort og forkullet, som han ikke ved første øjekast kunne se, hvad var.

»Jeg så noget ligge i græsset,« fortalte han ifølge Aftonbladet senere politiet om fundet af det, der hurtigt viste sig at være resterne af et lig.

»Det så ud som om, at nogen havde smidt kroppen der,« tilføjede han.

Den makabre svenske mordsag tog sin begyndelsen 12. oktober sidste år, da liget af en 26-årige bilsælger dukkede op i et landområde uden for Knivsta, cirka 48 kilometer nord for Stockholm.

Hans lig var stærkt medtaget. Blandt andet fordi ukendte gerningsmænd tydeligvis havde forsøgt at skaffe sig af med det ved at sætte ild til det.

En storstilet politiefterforskning med afhøringer og telefonaflytning gik i gang, og kort efter kunne politiet anholde fem personer i sagen.

En af dem var en rapper, som politiet mener er drabsmanden.

De fire andre er sigtet for at have dækket over drabet og for at have hjulpet rapperen med at skaffe sig af med liget.

Rapperen nægter sig skyldig, og da betjente gennemsøgte hans lejlighed, var den da også skinnende ren. Tilsyneladende helt uden spor af noget mistænkeligt.

Politiets teknikere besluttede sig dog for at gå grundigere til værks. De brækkede gulvet i lejligheden op, og pludselig kom store mængder blod til syne. Blod, som viste sig at stamme fra mordofferet.

»Teknikerne fandt blod, som var løbet ned mellem gulvbrædderne, og da man brækkede gulvet op, fandt man mere blod. Forholdsvist meget,« siger anklageren i sagen, Tomas Malmenby til Aftonbladet.

Samme type blod blev fundet i en bil, da var set i området, hvor liget blev smidt.

Det eneste, politiet mangler, er mordvåbnet.

De anholdte erklærer hver især deres uskyld og skyder skylden på hinanden.

Den hovedmistænkte rapper siger, at en anden ikke-navngiven person har skudt den 26-årige.

»Dette er højst en uagtsomhedsforbrydelse. Det er meget, meget beklageligt, det som skete, men det er en ren og skær ulykkeshændelse,« skal rapperen havde forklaret under afhøringerne.

En af de medtiltalte i sagen har dog fortalt politiet, at rapperen overfor ham selv har forklaret, hvordan han ved en fejl kom til at skyde den 26-årige.

»Han fortalte, hvordan han havde siddet med pistolen og pludselig gik et skud af. Han blev helt uden af sig selv.«

Den mordmistænkte rapper er kendt i det kriminelle miljø i Sverige. Han har tidligere været indblandet i både vold og røverier. Emner, som også går igen i hans tekster.