For to år siden blev den svenske politiker Hanna Wigh angiveligt udsat for et seksuelt overgreb af et højtstående partimedlem i Sverigedemokraterna, men hun oplevede, at partiet intet gjorde for at hjælpe. Derfor forlader hun nu partiet.

Det fortalte hun mandag i det svenske TV4-program 'Kalla Fakta'.

Ifølge hendes forklaring blev hun udsat for det seksuelle overgreb for to år siden af en partifælle højt placeret i partiledelsen som straf for, at hun havde udtalt sig om, at hun mente, et partimedlem havde begået underslæb med midler fra partikassen.

»Han holdt en hånd rundt om min hals og trykkede mig op mod væggen. Den anden (hånd, red.) tog han ned i mine bukser og skubbede en finger op i mit underliv,« forklarer hun.

Partifællen, som udsatte hende for overgrebet, har ifølge 30-årige Hanna Wigh også ringet til hende og skældt hende ud.

»Han sagde, at jeg var en psykisk syg galning, som ikke kunne klare mit job. Der stoppede jeg med at tale og følte mig virkelig dårlig,« siger hun.

Efter overgrebet ifølge politikeren havde fundet sted, søgte hun hjælp hos partisekretæren, men ingenting skete.

»Han (partisekretæren, red.) skiftede emne. Jeg følte det som om, at han ikke ville have den samtale. Det er sådan, Sverigedemokraterna fungerer,« siger hun om det nationalistiske parti, der ofte beskrives som indvandrerkritisk.

Derfor har hun nu valgt at forlade partiet i protest mod partiets håndtering af seksuelle overgreb og de økonomiske uregelmæssigheder, som hun mener, der er. Hun fortsætter i Riksdagen som løsgænger.

Også den tidligere assisterende sikkerhedschef i partiet, Per Vegelow, medvirkede i programmet 'Kalla Fakta', og han fortalte, at Hanna Wigh ikke er den eneste, som manden skal have begået overgreb på.

»Jeg vil blive overrasket, hvis der ikke er kendskab til denne hændelse højt i partiledelsen, men denne mand er mulig at ramme. Han har immunitet,« sagde han.

Formanden for Sverigedemokraterna Jimmie Akesson ses her i 2014 under valget.
Formanden for Sverigedemokraterna Jimmie Akesson ses her i 2014 under valget. Foto: ANDERS WIKLUND
Vis mere

Til Expressen fortalte pressechefen hos Sverigedemokraterna dog mandag, at partiet ikke har haft kendskab til det påståede overgreb på Hanna Wigh.

Og da Sverigedemokraternas formand, Jimmie Åkesson, tirsdag morgen var i medierne for at svare på kritikken af partiet, svarede han, at han nu ville undersøge, hvad der var sket.

»Hvis det er sandt, så render der jo en voldtægtsmand rundt i vores lokaler,« sagde han.

Han forklarede ifølge SVD også, at han ikke har fået nogen oplysninger om, hvem den påståede gerningsmand skulle være.

»Lige nu famler vi i blinde, og vi må jo få at vide, hvem det er,« fortalte han.

Det er dog ifølge Hanna Wigh løgn.

»Han lyver. De (partiet, red.) har fået navnet af mig. Og jeg mødte ham (Jimmi Åkesson, red.) denne morgen i TV4's gange, og der havde vi en diskussion, hvor jeg fortalte, hvem det var. Jeg fortalte også, hvornår og hvor det skete,« siger hun.

Det kom mandag aften frem, at partiet selv har politianmeldt sagen for at finde ud af, hvad der er sket.

Manden, der er anklaget for at have udsat Hanna Wigh for overgreb, har tirsdag middag trukket sig fra Riksdagen, fortæller pressechef Henrik Vinge. Pressechefen fortæller samtidig, at manden er 'ked af det', og at 'anklagerne er falske'.

»Vores forhåbning er, at politiet kan udrede anklagerne, så sandheden kommer frem,« siger han.