'Jeg er så skide træt. Hvad, jeg nu vil skrive, er ikke politisk korrekt, men det skider jeg på.'

Sådan starter Peter Springare, der er svensk politileder i Örebro, et Facebook-opslag, der nu på tredje døgn er delt mere end 14.000 gange.

I opslaget remser han alle forbrydelser begået i løbet af bare den seneste uge op, som er landet på hans skrivebord. De indbefatter mordforsøg, mishandling og flere voldtægter. Alle navnene på de formodede gerningsmænd er udenlandske på nær et, og det er et generelt billede, mener han.

Politilederen har derfor besluttet sig for at fortælle om sin virkelighed i politiet, som den ser ud ifølge ham, hver dag han går på arbejde. Også selvom han ikke må:

'Det, som jeg vil offentliggøre til alle jer skatteborgere, er forbudt at offentliggøre for os statsansatte,' lyder det fra Peter Springare, som nu alligevel har valgt at tage bladet fra munden, fordi han snart går på pension.

Politilederen, der har været i branchen i 47 år, skriver i sit opslag, at han mener, Sveriges ældre borgere er i knæ, skolerne er det rene kaos, sundhedsplejen har nået bunden og at politiet er fuldstændig ødelagt.

Peter Springare mener, at alle i Sverige er klar over, hvorfor store dele af systemet er ved at være fallit, men at ingen tør sige hvorfor:

'Sverige har altid været myten om det prægtige og ultimative samfund, som har uendelige ressourcer til at være først, når det gælder om at være det eneste politisk korrekte alternativ i en dysfunktionel verden, som slår knude på sig selv gennem en destruktiv handlen i forskellige religioners navn, skriver Peter Springare.

»Voldtægt, voldtægt, grov voldtægt…«

I Facebook-opslaget refererer Peter Springare til, hvad han som politileder har oplevet i den forgangne uge på Örebro politistation. Og det er ikke småting. Ifølge ham selv har han efterforsket intet mindre end fem voldtægter, flere afpresninger, mordforsøg, vold mod politiet og narkokriminalitet.

Fælles for alle episoderne er, hævder Peter Springare, at indvandrere fra ikke-vestlige lande står bag hændelserne. Dog med én undtagelse: et tilfælde af narkokriminalitet er begået af en etnisk svensker.

Peter Springare understreger, at hændelserne kun stammer fra Örebro Kommune, men at han ikke mener, billedet ikke har ændret sig de seneste 10-15 år.

Politibossen har fået stor opbakning for sit opslag. Indtil videre har det fået over 4.600 kommentarer, hvor størstedelen af dem beskriver ham som modig og fortæller, at han bør stille op som politiker. Også den svenske ekspert inden for ytringsfrihed Nils Funcke støtter Peter Springare og siger, at han ikke skal anmeldes for racisme, som nogen i kommentarsporet ellers kræver.

Selv mener Peter Springare ikke, at han er racist. I et nyt opslag, skrevet dagen efter det første, siger han, at han gerne tager imod asylansøgere og indvandrere i strukturerede og ordentlige rammer.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Peter Springare, men det er endnu ikke lykkes. Men det ser nu ud til, at der kommer et retsligt efterspil på grund af opslaget, som politiet i Ørebro har anmeldt.

»Man må sige meget, men man må ikke sige alt,« udtaler Bo Andersson ifølge Expressen, som er politimester i Ørebro län.

Ifølge kriminologen Jerzy Sarnecki får det sandsynligvis ikke nogen konsekvenser for betjenten, da han har ytringsfrihed og ikke har skrevet de fulde navne på de anmeldte indvandrere, men sagen kommer nu til at gå sin gang.