En teenagedreng blev i weekenden skudt og dræbt i Malmø, mens en anden ung mand fortsat er i kritisk tilstand.

Politiet i Sverige vil opruste på både regionalt og nationalt niveau, efter at en en 15-årig dreng i weekenden blev dræbt i Malmø.

Det oplyser politiet på et pressemøde mandag formiddag.

Politiet vil intensivere sit arbejde mod kriminalitet i Malmø. Det indebærer blandt andet en omprioritering af dele af arbejdet, så der kommer mere fokus på narkokriminalitet, lyder det.

Malmøs politichef, Stefan Sintéus, bliver frigjort fra sin position.

Han får i stedet ansvaret for en separat afdeling, der skal bekæmpe den grove kriminalitet, der præger regionen.

Weekendens skyderi skete ved et pizzeria på Möllevångstorget i Malmø.

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.03 lørdag og kørte straks til stedet samtidig med flere ambulancer. To personer var blevet ramt af skud.

Ud over den dræbte 15-årig, er en anden ung mand i kritisk tilstand.

- At kriminelle personer kan udvise sådan en ligegyldighed over for andre menneskers liv er frastødende, siger politichef Carina Persson.

Politiets teori er, at en eksplosion ikke langt fra gerningsstedet var en afledningsmanøvre. Seks minutter efter eksplosionen ses to personer på et overvågningskamera komme cyklende mod gerningsstedet.

Politiet har endnu ikke anholdt nogen i sagen.

- Det er en meget alvorlig situation, og det er derfor, vi nu samler kræfterne, som vi gør. Vi er stadig i en indledende fase, siger Stefan Sintéus.

Den regionale politichef Carina Persson tilføjer:

- I løbet af de næste par dage kan vi danne os et bedre billede af, hvad vi har brug for af yderligere støtte og kræfter i regionen. Det vil ligge mere klart, hvilke ressourcer der kommer os mest til gode.

/ritzau/TT