Svensk politi og sikkerhedspolitiet er torsdag eftermiddag i gang med flere koordinerede aktioner i Tyresö, hvor man blandt andet er ude efter flere terrormistænkte.

Det skriver Expressen.

Ifølge Säpo er fire personer blevet anholdt mistænkt for at planlægge en terroraktion og for at have overtrådt våbenloven. 

Til Aftonbladet siger Adam Isaksson Samara, der er pressechef hos Säpo:

»Vi kan se, at der er internationale forbindelser, og at det er knyttet til IS.«

Tyresö ligger syd for Stockholm.

I en af aktionerne kunne man høre høje brag, og flere er blevet anholdt.

Braget skulle, ifølge mediets oplysninger, stamme fra, at politiet slog til mod en bygning, der huser en muslimsk forening. 

En mand, der bor i området, siger til Expressen:

»Det var et kæmpe brag, som gav et ordentligt tryk. Jeg lå og trænede på gulvet og måtte flygte ud af huset kun iført underbukser.«

Sofia Hellqvist er pressemedarbejder for svensk politi. Hun siger:

»Det eneste, jeg kan fortælle er, at der er en indsats i gang.«