Den borgerlige blok i Sverige nægter at indgå ny aftale om ikke at stemme en S-ledet regerings budget ned.

København. Den borgerlige opposition i Sverige står fast på, at der skal ske et regeringsskift efter valget i Sverige.

Den borgerlige blok, Alliansen, nægter at indgå en ny aftale om ikke at stemme en finanslov ned fra en eventuel mindretalsregering ledet af Socialdemokraterna.

Det siger Kristdemokraternas leder, Ebba Busch Thor, på et fælles pressemøde med de fire partier, som udgør Alliansen.

De fire partier har indbudt statsminister Stefan Löfven til samtaler om en ny regeringsdannelse. Löfven har tilkendegivet, at hans regering ikke træder tilbage. Det mener den borgerlige opposition, at han bør.

- Vi vil først og fremmest vise respekt for valgresultatet. Og vi drager den konklusion, at Alliansen er det naturlige valg til at bygge en regering, siger Moderaternas leder og statsministerkandidat, Ulf Kristersson.

Den første optælling viser, at den rød-grønne blok får 144 mandater, Alliansen får 142, mens Sverigedemokraterna får 62. En fintælling ventes klar med det endelige resultat tidligst senere onsdag - muligvis først fredag.

Der mangler stadig at blive talt stemmer, som blev afgivet i dagene op til valget samt stemmer fra svenske vælgere i udlandet. Der er også stemmer, som i første omgang er blevet erklæret ugyldigt.

Selv om ingen af de to store blokke har flertal, ønsker begge blokke at danne regering uden støtte fra Sverigedemokraterna.

Efter sidste valg var der en lignende situation. Her blev der indgået en fredsaftale mellem de to blokke. Den borgerlige opposition lovede ikke at stemme den socialdemokratisk-ledede regerings finanslov ned. Aftalen er formelt opsagt.

/ritzau/TT