Lørdag 9. november markerede endnu en sort dag for Malmø.

Endnu en person er skudt og dræbt, og denne gang var offeret en 15-årig dreng - Jaffar. Nu melder svenske medier om, at teenageren bliver hånet på sociale medier.

Det skriver Expressen.

15-årige Jaffar blev skudt og dræbt uden for et pizzeria i Ystadsgatan i Malmø, og en anden 15-årig dreng blev fragtet til sygehuset med livstruende kvæstelser.

Hændelserne lægger sig i halen af næsten utallige skyderier i den svenske by, der har været martret af bandekonflikt, skyderier og eksplosioner i flere år.

I den korte tid efter Jaffar døde, har forskellige mishagsytringer floreret på sociale medier. Ytringer som udtrykker glæde over, at drengen er død.

Ifølge flere svenske medier har personer via appen Snapchat forsøgt at komme i kontakt med 15-årige Jaffars venner og familie gennem tilsendte billeder og beskeder, og det er ikke første gang en sådan hændelse forekommer.

I 2017 blev 16-årige Ahmed Obaid skudt og dræbt i det udsatte område Rosengård i Malmø. Efterfølgende meldtes der om, at billeder var i omløb, der havde til hensigt at spotte Ahmed Obaid.