Otte år.

Så lang tid kan en svensk mand i 20'erne se frem til at tilbringe i et græsk fængsel.

Han er nemlig netop blevet dømt skyldig i at have deltaget i to forskellige gruppevoldtægter på den græske ferieø Rhodos.

»Han er nu i politiets varetægt og vil blive ført til et græsk fængsel,« siger en repræsentant for en domstol i øen til den svenske avis Aftonbladet.

Det svenske udenrigsministerium bekræfter over for avisen, at en svensk mand er blevet dømt for voldtægt i Grækenland.

Den unge mand har tidligere været med i et realityprogram på svensk tv og siger selv, at han har mange kvindelige fans.

Han erklærer sig uskyldig og har til græske medier udtalt, at kvinderne selv var villige til at have sex.

Den svenske mand arbejdede på en bar på Rhodos, og det var angiveligt også her, han mødte kvinderne, som han ifølge oplysninger sørgede for blev voldsomt berusede.

Derefter fulgte han dem ned til stranden, hvor han - sammen med flere andre - forgreb sig på dem.

Han blev fængslet tilbage i juli 2018.

I sit forsvar hævdede han, at han i løbet af tre uger den sommer havde haft sex med 15 forskellige skandinaviske kvinder, og at alle havde givet deres samtykke til samleje.

Hans forhenværende advokat har sagt til Aftonbladet, at den unge mand var populær hos pigerne.

»Han var eftertragtet, og der var mange piger, der gerne ville være sammen med ham,« lød det tidligere fra Georgios Lampadakis.

Svenskeren vil anke dommen, men han kan tidligst få sin sag for retten igen om et år.

Oprindeligt stammer han fra Midtsverige, men de seneste år har han boet og arbejdet på Rhodos.

De kvindelige ofre for gruppevoldtægterne var 19 og 20 år gamle.