Stærkt underernæret, uden særlig mange tænder i munden og med sår over store dele af kroppen.

Svensk politi er lige nu i gang med at undersøge, hvad det er for et liv, den 41-årige mand, der søndag aften blev fundet i en lejlighed i Stockholm, har haft.

Manden blev fundet af en kvindelig slægtning, som opsøgte lejligheden, mens mandens mor var indlagt på hospitalet.

Lige nu tyder meget på, at manden har levet indespærret og afsondret fra omverdenen de seneste 28 år. Altså siden han var teenager.

Foto: Claudio Bresciani / TT
Vis mere

Ud over mandens liv og helbredstilstand retter opmærksomheden sig lige nu omkring hans 70-årige mor, som er anholdt og sigtet i sagen.

»Vi skal forsøge at kortlægge mandens livsomstændigheder og situation. Lejligheden er afspærret, mens vi afventer de tekniske undersøgelser,« siger politiets anklager i sagen, Emma Olsson, til den svenske avis Aftonbladet.

Det var en grusomt syn, der mødte det kvindelige familiemedlem, da hun gik ind i lejligheden.

Det stank af urin og råddenskab, og langs væggene hobede skidtet sig op. Det var tydeligt, at der ikke var blevet gjort rent meget, meget længe.

Værst var dog 41-årige mand, som var både fysisk og mentalt svækket.

Ifølge Aftonbladets oplysninger havde moderen efterladt sønnen med en dåse makrel, en knækbrødssandwich med ost og en skål chips, som han skulle leve af, mens hun var væk.

Den voksne mands mor blev anholdt og sigtet, kort efter at han blev fundet søndag aften.

Han blev kørt direkte på hospitalet, hvor han kort efter blev opereret.

Moderen er mistænkt for at have udsat sin søn for alvorlig legemsbeskadigelse, sygdom og frihedsberøvelse.

Anklager Emma Olsson siger dog til Aftonbladet, at sigtelsen kan ændre sig i løbet af efterforskningen.

Kvinden nægter sig skyldig i anklagerne.