En række mindre jordskælv i den såkaldte super-vulkan Yellowstone i Wyoming i USA i den senere tid har fået frygten for et vulkanudbrud til at stige.

Sker det, vil det få katastrofale konsekvenser, fortæller en dansk vulkan-ekspert.

- Det vil udslette hele det nordamerikanske kontinent, og det vil få alvorlige konsekvenser i Europa, siger vulkanolog Henning Andersen til B.T.

- Det er en mio. dollar-spørgsmålet, hvor mange mennesker der ville dø. Det ved vi ikke, siger Henning Andersen.

 Han er specialist i vulkaner, og han vurderer, at et udbrud i Yellowstone, der tre gange tidligere har været i udbrud, vil betyde voldsomme temperaturfald i hele Europa.

Vinter i tre år

- I værste fald kan temperaturerne falde 12 grader, så vi må gå med vinterfrakker hele året i tre år efter udbruddet, siger Henning Andersen.

Yellowstone har været i udbrud tre gange de seneste 640.000 år, men den nye aktivitet i Yellowstone har fået geologer og andre eksperter til at frygte et nyt udbrud.

- Der er en fifty-fifty-risiko for et nyt udbrud. Og det er ikke til at vide, hvornår det så ville komme. Det kan lige så godt blive om ét år, som det kan blive om flere tusinde år, siger Henning Andersen.

Yellowstone er ikke en supervulkan på grund af sin størrelse - den er 40 kilometer bred, 80 kilometer lang og otte kilometer dyb - men på grund af sin eksplosivitet.

- Yellowstone er ikke en vulkan som andre vulkaner, der er inde i et bjerg. Den er nærmest et hul i jorden. Man mener, at bjerget er sprængt væk ved et tidligere udbrud. Men hvis Yellowstone går i udbrud, kan man sammenligne det med en vandhane, fortæller Henning Andersen.

Askeskyen bliver værst

Det betyder at gasser og magma - smeltede sten - bliver slynget op af vulkanen med voldsom kraft, men det er askeskyen, der følger efter, som giver de fleste problemer.

- Noget af det farligste er askeskyen, fortæller Henning Andersen.

Og askeskyen efter et udbrud i Yellowstone vil altså få askeskyen efter vulkanudbruddet i Eyjafjallajökull i Island sidste år til at ligne en lille kumulus-sky på en dansk sommerhimmel.