Tyfonen Mawar har torsdag bevæget sig hen over Guam, en lille østat i det vestlige Stillehav, der er amerikansk territorie.

Mawar vurderes at være den stærkeste storm, der har ramt østaten i årtier.

Det skriver CNN.

Mørket er nu faldet over øen, som er otte timer foran os, og de godt 150.000 indbyggere har en ekstra mørk nat i vente, stormen har nemlig efterladt store dele af Guam uden strøm.

Men selvom tyfonen er på vej væk fra øen, kan Guams beboere ikke ånde lettet op endnu.

Den lokale vejrtjeneste advarer om voldsomt regnvejr efter stormen.

Regnvandet kan ifølge vejrtjenesten medføre »jordskred, lynoversvømmelser flere steder på øen, katastrofal vind og livstruende stormflod«.

Tirsdag erklærede den amerikanske præsident, Joe Biden, situationen i Guam en nødsituation.

Herefter udstedte lokale embedsmænd evakueringsordre og standsede kommerciel luftfart.

»Opfør jer, som om en tornado var på vej, og flyt jer øjeblikkeligt til et indvendigt rum eller i læ NU!« opfordrede vejrtjenesten i Guam øens beboere til onsdag aften.

På trods af Guams placering i det vestlige Stillehav, som ofte bliver udsat for stærke tropiske cykloner, er det sjældent, at den lille ø bliver ramt.

Kun otte storme af denne styrke har passeret øen de sidste 75 år.