Tirsdag er såkaldt Super Tuesday i USA. En dag, som ofte spiller en nøglerolle i den amerikanske valgkamp, fordi den giver en klar indikation af, hvem partiernes præsidentkandidater bliver.

Den amerikanske valgkamp er på vej ind i sin afgørende fase, hvor de to partier skal til at lægge sig fast på, hvem der skal være partiernes præsidentkandidater ved valget i november.

Den fase bliver for alvor skudt i gang i dag - på den såkaldte Super Tuesday.

Hos Demokraterne kæmper tidligere udenrigsminister Hillary Clinton og socialisten Bernie Sanders om kandidaturet, mens kampen hos Republikanerne står mellem den kontroversielle forretningsmand Donald Trump, partitoppens favorit Marco Rubio og Texas' senator Ted Cruz.

Berlingske har derfor allieret sig med Anders Agner Pedersen, redaktør på Kongressen.com, der er et nyhedssite, der beskæftiger sig med amerikansk politik. Vi klæder dig her på til, hvad du skal vide om dagen.

Hvad er det, der skal ske i dag?

»De første fire delstater har været i stemmeboksene nu, og i dag rykker vi så over i en ny fase, hvor en hel række delstater går til valg på samme dag. Dermed rykker kampagnerne ind i en ny, afgørende fase,« siger Anders Agner Pedersen.

Tidligere på året har Iowa, New Hampshire, South Carolina og Nevada været i stemmeboksen.

»Det plejer som regel at være sådan, at Super Tuesday om ikke endegyldigt fastslår, hvem der bliver kandidater for de to partier, så i hvert fald giver nogle meget klare indikationer.«

Hvor afgørende er Super Tuesday?

»Næst efter præsidentvalgdagen er det her nok den vigtigste dag i den amerikanske valgkamp,« siger Anders Agner Pedersen.

»For Hillary Clinton kan det blive dagen, hvor hun en gang for alle lukker flanken ned til Bernie Sanders, mens der hos republikanerne er lagt op til et slagsmål af de større. Lige nu tegner det til, at det bliver en god dag for Trump, hvor hans favoritstatus bliver bragt yderligere op til trods for, at han er partiledelsens mareridt.«

»Forskellen mellem partierne i dag er, at der hos demokraterne ser ud til at være en konsensus om, at man accepterer dagens resultat. Sådan er det ikke umiddelbart hos republikanerne, hvor man har en noget usædvanlig situation i år. For Trump har rigtig gode kort på hånden, men det betyder ikke, at partiledelsen samles om ham (som tilfældet vil være hos demokraterne, red.). For han er stadig ikke den kandidat, partitoppen ønsker. Men det bliver sværere og sværere for ledelsen at styre det her for hver dag, der går.«

Hvor bliver det afgjort?

Ved dagens valg er der særligt én af de tolv stater, der er interessant. Texas kommer til at spille en nøglerolle i den republikanske valgkamp, forudser Anders Agner Pedersen.

»Texas er Ted Cruz’ hjemstat. Cruz er stadig en af de førende kandidater i det republikanske ræs i staten, og han er manden, der vandt i Iowa. Men det er ikke gået så godt for ham den seneste tid. Han har haft nogle sager, som ikke har set godt ud, og har blandt andet været nødsaget til at fyre sin kampagnechef,« siger Anders Agner Pedersen og konkluderer:

»Er han ikke i stand til at vinde sin egen hjemstat, så er det svært at forestille sig, at hans kampagne har langt foran sig. Så feltet kan sagtens blive mindre i dag.«

»Når det gælder demokraterne er der ikke en stat, der bliver et kardinalpunkt på samme måde. I langt de fleste stater tegner billedet til, at Hillary Clinton sejrer, så spørgsmålet bliver snarere hvordan og hvor stort hun vinder over Sanders.«

Hvem går så ud som vindere?

Demokraterne først:

»Der er udsigt til, at det bliver en stor dag for Hillary Clinton. Hun står til at få en rigtig god Super Tuesday. Hun vandt meget overlegent over Sanders i South Carolina, og hun fører i langt de fleste af de delstater, der er på valg i dag.«

Mange af staterne, som skal til stemmeurnerne tirsdag, er sydstater, hvor Hillary Clinton står markant bedre end Bernie Sanders.

»Så fra demokraternes side er der en klar forventning om, at det bliver en god dag for Hillary Clinton. Hun gør næppe arbejdet helt færdigt i dag, men tager et stort skridt nærmere mod at blive den demokratiske præsidentkandidat.«

Og hvis vi så vender os mod republikanerne:

»Som billedet ser ud nu, tegner det til at blive en god dag for Donald Trump. Han har foreløbigt vundet tre af de fire delstater, der har afholdt primærvalg forud for Super Tuesday, og han står også til at vinde langt de fleste af de stater, der går til valg i dag.«

»Det interessante for republikanerne bliver i dag hvordan og hvor stort Trump vinder, men også om Rubio leverer varen. Hvis Trump rydder bordet fuldstændigt, så kan han slå et så stort hul ned til Rubio og Cruz, hvad angår antal delegerede, at han ikke er til at indhente. Og det er i virkeligheden det, der bliver det mest interessante hos republikanerne i dag.«

Hvorfor gør man det på den her måde? Hvorfor det her set-up?

»Det er sådan, traditionen er. At efter de indledende runder, så tager man sine kampagner til et nationalt niveau, som Hillary Clinton udtrykte det i sin seneste vindertale.«

»Det er en måde at teste kandidaternes og organisationernes styrke. Det er en helt anden kaliber af en valgkamp, der skal føre nu. Nu er det ikke længere nok at gå ned på den lokale diner og give hånd til de lokale vælgere.«

»Det er fuldstændigt afgørende at komme godt fra Super Tuesday. Gør man ikke det, er det tvivlsomt om ens kampagne kan holde.«

Selv deltager Anders Agner Pedersen i udsolgt arrangement på Modern American Diner i København, hvor blandt andet den amerikanske ambassadør i USA, Rufus Gifford, også deltager.