Oppositionen og militæret i Sudan er blevet enige om en overgangsperiode efter et historisk kup.

Sudans militær og oppositionsledere er blevet enige om en treårig overgangsperiode fra militært til civilt styre.

Det siger generalløjtnant Yasser al-Atta, der er medlem af det militærråd, der tog magten i Sudan efter kuppet mod den mangeårige præsident Omar al-Bashir.

- Vi er blevet enige om en overgangsperiode på tre år, siger Atta til lokale medier efter forhandlinger i hovedstaden Khartoum.

Han tilføjer, at de endelige detaljer i aftalen vil komme på plads inden for 24 timer.

- Vi lover folket, at aftalen er bindende og vil blive underskrevet, så folkets forventninger kan blive opfyldt.

Militæret valgte den 11. april at afsætte Sudans mangeårige præsident, Omar al-Bashir. Det skete efter massive folkelige protester.

Siden da har en paraplyorganisation for protestbevægelser forhandlet med militærets ledere om en overgang til et folkeligt styre.

Under forhandlingerne er de folkelige demonstrationer dog fortsat.

De er blandt andet fortsat, fordi demonstranterne er utilfredse med de manglende gennembrud i forhandlingerne. Samtidig er det snart fem måneder siden, at demonstrationerne mod Bashirs autokratiske styre begyndte.

Det var oprindeligt en protest mod stigende brød- og benzinpriser. Men det udviklede sig hurtigt til en større folkelig opstand mod Bashirs regering, korruption og manglende frihedsrettigheder.

Landets sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på demonstranterne. Ifølge Human Rights Watch mistede 100 demonstranter livet i de måneder, demonstrationerne var på sit højeste.

/ritzau/AFP