Det er hårdt at være rig. Det må Bill Gates og alle hans ligesindede sande.

Takket være januar måneds styrtdykkende aktier, har de rigeste af de rige nemlig mistet en regulær  formue.

Ifølge finanssitet bloomberg.com har de 400 rigeste i verden tilsammen tabt knap 2,1 billioner kroner på årets to første uger. 2.085.620.000.000 kr.

Microsoft-stifteren Bill Gates er en af dem, der tegner sig for en seriøs økonomisk rutschetur. Verdens rigeste mand er blevet 46,5 milliard fattigere i 2016, mens Jeff Bezos - manden bag Amazon-com - har måttet vinke farvel til knap 61 milliarder.

Lægger man formuerne sammen for de 400 rigeste i verden, syner de for os andre astronomiske beløb dog ikke af meget.

De har stadig små 25 billioner kroner liggende på kistebunden.