Tager man medicin som Viagra mod impotens, kan det have en uventet positiv sideeffekt.

Det kan således mindske risikoen for at udvikle alzheimers hos mænd.

Ifølge Sky News er det således de foreløbige resultater af et studie offentliggjort af University College London.

»Der er brug for mere forskning for at bekræfte resultaterne, lære om de potentielle fordele og mekanismer ved lægemidlerne og undersøge den optimale dosis,« som lederen af studiet, Ruth Brauer, dog siger.

Hele 269.725 lægejournaler hos mænd, der mellem 2000 og 2017 fik diagnosen erektil dysfunktion, er blevet nærstuderet. Mændene var alle over 40 år og gennemsnitsalderen var 59 år.

Efter fem år havde 1.119 af dem fået alzheimers.

Blandt andet på den baggrund konkluderer studiet, at dem, der tog medicin mod impotens, havde 18 procents mindre sandsynlighed for at udvikle alzheimers end dem med diagnosen, der ikke tog medicin.

Og for dem, der oftest fik udskrevet medicin mod impotens, var sandsynligheden endnu mindre.

Førnævnte Ruth Brauer tilføjer, at kontrollerede forsøg med både mænd og kvinder, skal til for at fastslå, om samme effekt også kan opnås hos kvinder.

Hos organisationen Alzheimer's Research UK kalder man resultaterne for »opmuntrende«.

Det lyder dog ligeledes videre fra forskningschef Leah Mursaleen, at der skal flere undersøgelser til: 

»Det bekræfter endnu ikke, om disse lægemidler er direkte ansvarlige for at reducere risikoen for alzheimers, eller om de kan bremse eller stoppe sygdommen,« siger hun.