Særligt ældre er udsatte, hvis de bliver smittet med coronavirus, viser nyt stort kinesisk studie.

Kina har offentliggjort sit hidtil største studie om udbruddet af coronavirus.

Det bekræfter i stort omfang hidtil kendte resultater, blandt andet at 80 procent af smittede kun oplever milde symptomer, samt at især ældre er udsatte.

Det skriver britiske BBC tirsdag.

Studiet omfatter de 72.314 kendte tilfælde af virusset, som var blevet opgjort i hele Kina 11. februar.

På den baggrund vurderes coronavirussets dødelighed til at være 2,3 procent. I Hubei-provinsen, det hårdest ramte område i landet, er dødeligheden 2,9 procent. I resten af Kina er dødeligheden blot 0,4 procent.

Dødeligheden måles ud fra, hvor mange der mister livet efter at være smittet med virusset.

Den højeste dødelighed er for personer over 80 år, hvor den ligger på 14,8 procent ifølge BBC.

Generelt stiger dødeligheden med alderen, og en højere andel af mænd (2,8 procent) mister livet end kvinder (1,7 procent).

Studiet er foretaget af det kinesiske center for sygdomskontrol og -forebyggelse.

Det er offentliggjort i Chinese Journal of Epidemiology og inkluderer både bekræftede tilfælde, tilfælde med virusmistanke og tilfælde uden symptomer.

I studiet ses der ifølge BBC tegn på, at de omfattende tiltag over for coronavirus, hvor hele byer er blevet isoleret, har virket, og at epidemiens kurve kan have toppet.

Men der advares også om, at mange kinesere er på vej hjem fra ferie, hvilket kan resultere i flere tilfælde.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har ifølge nyhedsbureauet AFP advaret om en global overreaktion på virusset.

Det har organisationen gjort, efter at der er set eksempler på panikhamstring i visse byer og mange aflyste begivenheder.

WHO gør opmærksom på, at der kun er en "meget lille" mængde uden for epicentret Hubei-provinsen, der er blevet smittet, og at dødeligheden fortsat er ret lav.

- Man må indføre tiltag, der svarer til situationen. Altomfattende tiltag hjælper måske ikke, har WHO-generalsekretær Tedros Adhanom Ghebreyesus sagt ifølge AFP.

Coronavirusset har kostet over 1800 mennesker livet i Kina siden december.

/ritzau/