Flere turister og lokale strandgæster i Sydspanien fik sig noget af en overraskelse, da en båd fyldt med afrikanske illegale migranter kom skyllende ind fra havet.

Forundret stod de 100 solslikkende personer og så på, mens de 20 afrikanske flygtninge sejlede i land midt på dagen og løb videre ind mod byen.

Det chokerende syn, der blev fanget af en gæst, som I kan se øverst i artiklen, fandt sted onsdag eftermiddag i Zahara de los Atunes ved byen Cádiz, godt 12 kilometer fra Nordafrikas kyst.

Det skriver The Guardian.

Politiet fortæller, at de ellers næsten har stoppet bådflygtninge fra at sejle gennem Gibraltar-strædet ved at indsætte flere kystvagter.

Tidligere den dag havde politiet allerede reddet otte andre flygtninge, der var kæntret i en båd, og samtidig havde det marrokanske politi fisket syv mand op fra vandet.

Ifølge EUs Frontex, der er det europæiske agentur for grænse- og kystbevogtning, krydsede 7.500 flygtninge havet mellem Afrika og Spanien i årets første tre måneder. Det er det samme antal som i hele 2016.

Bare i juni måned forsøgte 2.200 at krydse strædet.

Ifølge News.com.au, der har talt med Frontex, er den korte passage mellem Nordafrika og Spanien begyndt at blive benyttet igen, da menneskesmuglerne har opdaget, at man kan fragte et højt antal flygtninge ind inden for få minutter.

Siden januar er 1.600 flygtninge blevet reddet op af havet ved Cadiz' kyst. Og ifølge Røde Kors er 90 procent af de flygtninge fra Sydsahara.

Bådflygtninge skabte kæmpedebat i Danmark i juni, da Venstre og DF udtalte, at de ville straffe ngo'er som Røde Kors, hvis de reddede bådflygtninge op fra vandet. Partierne mente, at ngo'erne var med til at skabe et incitament for flygtningene og smuglerene, da de vidste, at de ville blive reddet og sejlet ind til land i Europa, hvis de kæntrede.

Det fik ngo'erne til at rase og kritisere særligt Venstre for, at det er partiet selv, der har skabt de flygtningene til at starte med jævnfør deres udenrigspolitik ved blandt andet at vælte Muammar Gaddafi i Libyen og sende landet i kaos.