De fleste har prøvet at vente og vente i en lufthavn. Men fem russiske mænd har nu ventet i flere måneder i Incheon International Airport i Sydkorea.

De venter dog ikke på et fly.

Ifølge The Korea Times forsøger russerne, indtil videre forgæves, at få asyl i Sydkorea. En af dem er den 23 -årige Vladimir Maraktajev.

»Jeg forlod mit hjemland den 24. september om aftenen, få timer efter at jeg havde fået mine indkaldelsespapirer. Jeg besluttede mig for at komme afsted med det samme, da de måske ville komme at hente mig om morgenen,« fortæller Maraktaev,« der altså ikke ønsker at deltage i Ruslands invasion af Ukraine.

»Jeg ville på ingen måde skamme mig over at forsvare mit land. Jeg ville melde mig frivilligt, hvis nogle angreb os og udsatte mine kære for livsfare. Men det er en helt anden historie, når det er mit eget land, der er den aggressive part. Jeg vil aldrig tage til Ukraine og dræbe uskyldige mennesker,« fortæller han.

Via blandt andet Mongoliet nåede han og vennerne til Filippinerne, hvor han var i adskillige uger. Derefter købte han en flybillet til Incheon, hvortil han ankom den 12. november med håbet om at have fundet et fristed.

»Selvom jeg ikke havde nogle forbindelser med Sydkorea, vidste jeg, at det er et veludviklet land, hvad angår demokrati og borgerrettigheder,« fortæller Maraktalev.

Det flød nu ikke lige over med gæstfrihed i lufthavnen.

Han søgte om asyl, men er nu havnet i ingenmandsland.

Sydkoreas asyllov kræver nemlig, at man skal igennem et indledende interview, når man ankommer til landet. Men Maraktajev og fire andre russere har fået afvisning på overhovedet at gennemføre det interview.

Ikke at ville i krig gælder ikke som en gyldig grund til overhovedet at komme til interviewet.

Nu har de fem russiske mænd så ventet i månedsvis i afgangsområdet omkring de toldfri butikker. De sydkoreanske myndigheder sørger for, at de får en muffin og en karton juice til morgenmad og middagsmad, mens de om aftenen får kylling og ris.

Russerne har nu via en advokat  indgivet en klage over, at de end ikke kan få lov til at fremlægge deres sag. Deres advokat, Lee Jong-Chan, siger:

»Disse mænd står til at blive retsforfulgt i deres hjemland baseret på deres politiske holdninger. Og det kvalificerer dem efter internationale standarder til at få asyl. Det burde justitsministeren vide.«

Om de overhovedet får lov til at tale med myndighederne i lufthavnen ventes afgjort i slutningen af denne måned.