Solen skinner, og du beslutter dig for at tage en tur på stranden.

En glimrende idé – medmindre det er Weymouth Strand i Dorset, England, som du sætter kursen mod.

Her skyllede der i sidste måned så meget tang op, at der nu er dannet en flere meter bred barriere af tang mellem strand og hav. Samtidig er tangen begyndt at stinke noget så forfærdeligt, efter temperaturerne er steget. Endelig vil badegæster, hvis de vover sig gennem tangen for at komme ud til vandet, også opdage, at det 'misfarver' vandet.

Det skriver Independent.

Ifølge mediet står turister i kø for at brokke sig over tangen, som myndighederne i Weymouth har afvist at fjerne.

Det er der dog en god grund til, at de ikke rører det, slår de fast i en officiel udtalelse.

»Vi forstår, at det kan se grimt ud med tangen, indtil den skyller ud i bugten igen, men som ansvarlige for dette smukke og mangfoldige kystmiljø har vi truffet en bevidst beslutning om ikke rutinemæssigt at fjerne dyr og planter,« forklarer de og fortsætter: 

»Denne beslutning understøtter vores forpligtelse til at bevare økosystemet og undgå enhver potentiel skade, der kan opstå ved at forstyrre dets naturlige forløb.«

De slår endelig fast, at selvom deres tilgang måske ikke flugter med alles præferencer, så stræber de ikke efter at skabte en syntetisk, kontrolleret swimmingpooloplevelse.