Flytrafikken står til at blive lammet i Tyskland på torsdag.

Og det kommer også til at ramme mange danskere.

Flere end 20.000 ansatte hos sikkerhedspersonalet i lufthavnene kommer nemlig til at strejke 1. februar.

Det skriver Bild.

Til mediet siger en talsmand for fagforeningen Verdi, der organiserer sikkerhedspersonalet:

»Vi har opfodret sikkerhedspersonalet i flere lufthavne til at strejke hele dagen torsdag.«

Strejken kommer til at ramme lufthavnene i Hamburg, Bremen, Hannover, Berlin, Köln, Düsseldorf, Leipzig, Dresden, Erfurt, Frankfurt og Stuttgart.

Ingen passagerer, personale eller gods kan blive kontrolleret, og dermed står hele systemet til at lukke ned.

Dieter Hulick er talsmand i Tysklands største lufthavn, der ligger i Frankfurt. Han siger:

»Det vil have massive konsekvenser for vores passagerer. Det vil vise sig, om vi kan oprette et nødberedskab. Desværre kan vi ikke bare erstatte sikkerhedspersonalet med andre, da de først skal oplæres og godkendes af politiet.«

I Hamburg har man allerede taget konsekvensen og meddelt, at alle 126 afgange torsdag bliver enten aflyst eller kommer til at flyve uden passagerer.

Årsagen til strejken er store uenigheder i forhandlingerne om løn, hvor fagforeningen kræver et klart løft efter, at priserne er steget markant på blandt andet fødevarer og benzin.

Også i Finland har fagforeninger varslet strejke 1. og 2. februar.

Det skriver SAS på X.

SAS forventer at flyve både til og fra Finland, men advarer samtidig om, at der kan forekomme aflysninger og forsinkelser, hvis strejken bliver en realitet. 

Passagererne opfodres til at tjekke flyselskabets hjemmeside, inden de begiver sig afsted.