»Det er en menneskelig tragedie, der udspiller sig lige nu. Man bruger uskyldige mennesker som skakbrikker i en konflikt.«

Sådan lyder den brutale dom fra B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

Han henviser til den dramatiske situation, der har udspillet sig over de seneste dage i det østlige Europa.

På grænsen mellem Hviderusland og Polen har hundredvis af migranter fra Mellemøsten forsamlet sig i et desperat håb om at krydse pigtrådshegnene og dermed ankomme til EU.

En konfrontation har været nært forestående. Situationen højspændt.

Og natten til onsdag skete det så. Angivelig lykkedes det for flere hundrede migranter i ly af mørket at krydse grænsen, uden de talstærke polske grænsevagter, politi og forsvar havde held til at stoppe dem.

Gennem flere dage har der været en slags stillingskrig mellem migranterne og vagter på den polske side.

Forhutlede, desperate og udsultede migranter i sparsomme telte på den hviderussiske side og svært bevæbnede styrker på den polske side.

Billede fra grænsen mellem Polen og Hviderusland. På den ene side er hundredvis af migranter, på den anden side polske styrker.
Billede fra grænsen mellem Polen og Hviderusland. På den ene side er hundredvis af migranter, på den anden side polske styrker. Foto: HANDOUT
Vis mere

»Det er grusomme billeder,« siger Jakob Illeborg.

Han refererer blandt andet til, at billeder fra grænseområdet har vist, hvordan maskerede og svært bevæbnede sikkerhedsstyrker fra Hviderusland har hundset rundt med migranter, heriblandt kvinder og børn.

På enkelte billeder har man kunnet se, hvordan hviderussiske tropper fysisk har skubbet migranter ind over grænsen til Polen.

»Det er kaotisk, farligt og meget trist at se mennesker blive skubbet rundt på den her måde. De er blevet brikker i et skakspil,« siger Jakob Illeborg.

Han henviser til de påstande om, at migranterne ikke er kommet til Hviderusland for at krydse grænse til EU helt af egen kraft.

Såvel polske som EU-politikere har været ude at rette en skarp kritik af det hviderussiske regime med den kontroversielle præsident, Alexander Lukasjenko, i spidsen for at fragte migranter til Minsk for så at lade dem bevæge sig mod grænsen.

Alt sammen for at presse EU og specielt de hviderussiske nabolande som Litauen og Polen.

Det har EU-præsident Ursula von der Leyen været ude og mere end antyde i en skarp kritik af Lukasjenko-regimet.

En irakisk migrant med sit barn ved grænsen mellem Hviderusland og Polen. Her har de ventet i ugevis.
En irakisk migrant med sit barn ved grænsen mellem Hviderusland og Polen. Her har de ventet i ugevis. Foto: WOJTEK RADWANSKI
Vis mere

'Hviderusland må stoppe med at sætte folks liv på spil. Jeg opfordrer til yderligere sanktioner og muligvis til sanktioner mod lande, hvis flyselskaber er involveret. Vi ønsker at forhindre en humanitær krise og få folk sikkert hjem,' skrev von der Leyen blandt andet på Twitter tirsdag.

Jakob Illeborg ser den nuværende krise på grænsen mellem Hviderusland og EU som en bevidst provokation fra Lukasjenko-regimet.

»Det er en meget stærk måde at prikke til Polen og EU. Man forsøger at skabe splid internt i EU. Spille landene ud mod hinanden. Det er en helt bevidst provokation fra Hviderusland,« siger Jakob Illeborg.

»Man håber på at isolere Polen. Få dem til at stå alene. Og så håber Hviderusland på en overreaktion fra Polen, hvor eksempelvis migranter skydes. Det vil i så fald kunne bruges til at så mere splid mellem EU-landene,« siger Jakob Illeborg.

Tirsdag interviewede B.T. en af de førende hviderussiske eksiljournalister, Hanna Liubakova, som følger dramaet ved grænsen tæt.

Over en krypteret kommunikations-app fortalte hun om situationen i hjemlandet, som hun selv flygtede fra sidste år, da hun frygtede for sin egen sikkerhed.

»Den seneste måned er den her situation bygget op. Der er kommet flere og flere migranter til Hviderusland med det ene formål at tage til grænsen og forsøge at komme ind i EU. I går var der en kæmpe eskalering med tusindvis af personer, der forsøgte at krydse grænsen,« siger journalisten Hanna Liubakova til B.T.

Hun er overbevist om, at de seneste dages optrapning af konflikten ved grænsen er helt bevidst fra hviderussisk side.

Hundredvis af mellemøstlige migranter på vej til den polske grænse i Hviderusland.
Hundredvis af mellemøstlige migranter på vej til den polske grænse i Hviderusland.
Vis mere

»Gennem de seneste uger har vi kunnet se, hvordan der er kommet flere og flere migranter fra Mellemøsten til Minsk. Meldingerne er gået på 40-50 fly om ugen. De rejser herop via statsejede rejseselskaber. Den officielle melding er, at de er turister, men egentlig er de migranter, som vil til EU,« forklarer hun.

Efter det angivelig lykkedes for en stor gruppe migranter at krydse grænsen til Polen, er landet nu i forhøjet alarmberedskab.

En stor menneskejagt er sat ind på at fange de personer, som formåede at flygte ind i de østpolske skove i grænseområdet.

Situationen har udviklet sig så voldsomt, at man fra polsk side er parat til at tage drastiske midler i brug.

Således har den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, været ude at lufte ideen om at lukke grænsen mellem de to lande helt for at sikre »sikkerhed og stabilitet«, som han udtalte det tirsdag.