Fem fiskere savnes fortsat, efter at trawler gik ned i storm sent onsdag sydvest for Irland.

En kraftig storm med orkanagtige stød skabte torsdag forstyrrelser i trafikken til havs og i luften på de britiske øer, mens irske redningsfartøjer fortsatte en eftersøgning efter fem besætningsmedlemmer fra en irsk trawler, der gik ned sent onsdag.

Lavtliggende områder i England var sat i øget alarmberedskab på grund af frygt for oversvømmelser, og færgedriften i Den Engelske Kanal blev indstillet.

Fartøjer fra den irske kystvagt kæmpede mod vindstød på 130 km i timen i en stor eftersøgning efter fem savnede fiskere, hvis trawler, "Pere Charles", gik ned i hård sø sydvest for Irland sent onsdag.

Myndighederne i Frankrig varslede kø ved Eurotunnelen, da mange lastvognstog, som skulle have været med færger, i stedet ville vælge toget gennem tunnelen.

/ritzau/AFP