En ældre kvinde er bekræftet død, mens en fireårig dreng er kvæstet. I Frankfurt er mange flyafgange aflyst.

München. Efter måneder med tørke ramte en voldsom storm Tyskland søndag eftermiddag.

Stormen har skabt trafikale problemer og beskadiget bygninger i den sydlige og vestlige del af landet.

I lufthavnen i Frankfurt blev flere flyafgange aflyst søndag aften, mens alle passagerer har fået at vide, at de må forvente forsinkede eller aflyste afgange.

Også mange tog er aflyst. En stor del af disse er nattog til udlandet.

Samtidig er flere veje i den sydlige del af landet lukket på grund af farlige køreforhold blandt andet som følge af regn og nedfaldne grene.

Tyske myndigheder sendte advarsler om stormen Fabienne ud omkring klokken 19.20 søndag, da mange øldrikkende tyskere og udenlandske turister deltog i den traditionelle Oktoberfest.

Flere af dem kom søndag aften hjem til mørklagte huse, da titusindvis af husstande er ramt af strømsvigt.

Der er også rapporteret om skader på flere hustage.

I den sydlige by Bamberg er en kvinde på 78 år død, efter hun blev ramt af et træ, der væltede på en campingplads.

I byen Epfenbach faldt et træ ned over en bil med fire personer. En fireårig dreng blev alvorligt kvæstet, mens hans tre familiemedlemmer slap uden fysiske skader.

/ritzau/dpa