Voldsomme oversvømmelser rammer det sydlige Thailand. Der er undtagelsestilstand i flere provinser.

Næsten 40.000 familier er ramt af omfattende oversvømmelser i det sydlige Thailand, og der er indført undtagelsestilstand i flere provinser.

Værst ramt er provinsen Nakhon Si Thammarat 600 kilometer syd for hovedstaden, Bangkok. Her har voldsom regn ødelagt veje, broer og jernbaner. Også el- og vandforsyningen er afbrudt mange steder.

Provinsguvernør Theera Mindtrasak siger til lokale medier, at 21 distrikter i provinsen er erklæret i katastrofetilstand, og at al redningsmandskab er indkaldt for at hjælpe nødlidende.

Alle fly til og fra området er aflyst. Det samme gælder færgetrafikken, blandt andet til en række ferieøer som Koh Samui, Trang og Chumphon.

De materielle skader er omfattende, men ingen mennesker skal være omkommet.

Det er usædvanligt koldt vejr fra Kina, der er kommet ind over Thailand fra nord, og som har ført til regnvejr. Meteorologer siger, at det kolde vejr vil fortsætte de kommende dage med fortsat megen regn.

/ritzau/dpa