Det hele udspiller sig netop nu. Time for time.

Og er man ukrainer, så er det voldsomt gode nyheder.

Modoffensiven i øst går markant hurtigere, end selv den mest optimistiske ukrainske soldat kunne have ønsket.

På få dage har ukrainske tropper indtaget store landområder. Senest går meldingerne på, at trafikknudepunktet Kupiansk er genindtaget.

Samtidig forlyder det fra ubekræftede kilder, at ukrainske tropper enten har generobret eller er meget tæt på Izyum, der længe har været en af Ruslands helt store sejre.

»Det er endnu et vendepunkt i krigen. Det afgør ikke selve krigen i Ukraine, men det har stor betydning,« siger Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet til B.T.

Han følger situationen i Ukraine tæt.

Og her har han som mange andre over de seneste døgn kunnet konstatere, at sociale medier nærmest flyder over med ukrainske generobringer.

Og holder man med Ukraine, så er det store nyheder.

»Ukraine har længe været presset hårdt i øst, hvor Rusland i starten af sommeren indtog hele Luhansk-regionen, som var et af deres store mål med invasionen,« siger Claus Mathiesen.

»Det er en ganske betydelig fremrykning af de ukrainske tropper at tage Kupiansk. Samtidig er det et enormt vigtigt trafikknudepunkt,« siger Claus Mathiesen.

»Det betyder også, at man afskærer russernes muligheder for forsyninger og muligvis kan tage tusindvis af russiske tropper til fange,« uddyber han.

Lørdag kunne nyhedsbureauet AFP skrive, at ukrainske soldater nu stod i Kupiansk. Og meldingerne på både russiske og ukrainske Telegram-kanaler har løbende været, at Izyum stod for fald.

Endnu er intet meldt ud om Izyum, men falder byen tilbage i ukrainske hænder, er det en stor sejr for Ukraine og et tilsvarende stort nederlag for Rusland, mener Claus Mathiesen.

Skulle det vise sig, at Ukraine også formår at generobre Izyum, står vi med en stor begivenhed. Og muligheden for, at Rusland må opgive et af deres mest markante mål med invasionen.

»Det er et psykologisk stort nederlag for Rusland. Og hvis Ukraine formår at tage Izyum, så kan det betyde, at Rusland endegyldigt må opgive at tage Donetsk-regionen, som har været et stort mål helt fra starten af krigen,« siger Claus Mathiesen.

»Det er et russisk hovedmål, som nærmest er umuligt nu,« uddyber han.

Umiddelbart har Ukraine selv lagt bunden til den succes, de oplever i disse døgn.

Faktisk har det været planlagt i månedsvis, mener Claus Mathiesen.

»Helt tilbage i starten af sommeren annoncerede Ukraine den her modoffensiv. Men de kunne først rigtigt sætte den i gang i august. Her angreb de Krim og områder omkring Kherson i syd,« siger Claus Mathiesen.

»Det fik russerne til at flytte store mængder tropper mod syd, og her har Ukraine så set et hul i øst og udnyttet det,« siger Claus Mathiesen.

Han mener, det kan være begyndelsen for noget stort for Ukraine.

»Der er åbnet for, at Ukraine kan tage yderligere territorium. Det her er meget positivt for Ukraine,« siger Claus Mathiesen.