Man har gjort store forsøg for at få udryddet sygdommen, og det er lykkedes langt hen ad vejen.

Men nu har man fundet en bestemt type af poliovirussen, der stammer fra den levende svækkede poliovaccine.

Det er sket hos en uvaccineret person i New York.

Den er desuden også fundet i spildevandet i både London og New York.

En opdagelse, der nu får Statens Serum Institut til at advare de rejselystne danskere i en pressemeddelelse.

Helt konkret anbefaler man at være fuldt vaccineret mod polio, hvis man rejser til de områder, hvor sygdommen forekommer.

»I den aktuelle situation omfatter denne anbefaling også rejsende til London og New York. Hvis opholdet varer i mere end 4 uger, og seneste poliovaccination er givet for mere end ét år siden, anbefales en ekstra poliovaccination inden afrejse,« fremgår det desuden af pressemeddelelsen.

I New York har man erklæret poliosituationen for en nødretstilstand, og i London holder man særligt øje med et muligt udbrud.

Børn under 18 kan vaccineres gratis mod polio, mens voksne selv skal betale for de fire stik, som man skal have for at blive fuldt beskyttet.

Poliovirussen ses primært i asiatiske og afrikanske lande, men kan altså passere til andre verdensdele.