35 millioner briter vil få tilbudt influenzavaccine i forsøg på at undgå yderligere pres på hospitalerne.

Storbritannien vil forud for næste vinter udvide sit vaccinationsprogram mod influenza.

Det sker for at undgå pres på hospitalernes sengekapacitet fra både influenza- og covid-19-patienter.

- Influenza kan være en alvorlig sygdom, og vi ønsker at bygge en mur af beskyttelse ved at gøre et rekordstort antal personer immune, siger sundhedsminister Sajid Javid.

I alt vil 35 millioner personer få tilbudt en vaccine mod influenza. Deriblandt skoleelever i de ældste klasser samt alle borgere over 50 år. Vaccinationsindsatsen mod influenza begynder til september.

- Samtidig med at nationen kommer tættere på et normalt liv, må vi lære at leve med covid-19 sideløbende med andre virusser, og vi tilbyder et gratis influenzastik til millioner flere (end året før, red.) for at hjælpe dem sikkert gennem denne vinter, siger sundhedsministeren.

Sidste år blev 81 procent af alle på 65 år og derover vaccineret mod influenza. Indtil videre har 88 procent af den britiske befolkning fået deres første dosis af en vaccine mod covid-19, mens 67,5 procent er færdigvaccinerede.

Der er normalt stort pres på de britiske hospitaler i vintermånederne fra personer, der bliver indlagt med influenza.

Sundhedsvæsnet frygter, at en kombination af alvorlige influenzatilfælde sammen med coronasmittede personer, der har brug for behandling, kan gøre det endnu sværere for hospitalerne at følge med.

- Sidste vinter var influenzaaktiviteten ekstremt lav, men det er ikke en grund til at slappe af, fordi det betyder, at færre mennesker har opbygget et forsvar mod virusset, siger Yvonne Doyle, medicinsk direktør hos Public Health England.

- Kombineret med sandsynligheden for, at covid-19 stadig vil cirkulere, gør dette den kommende influenzasæson meget uforudsigelig, siger hun.

/ritzau/Reuters