Det britiske fly, som skulle have fløjet asylansøgere fra Storbritannien til Rwanda, letter ikke tirsdag, skriver BBC, der har fået oplysninger bekræftet hos indenrigsministeriet i landet.

Flyet blev aflyst, efter at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gik ind i sagen.

Det gjorde det, efter Storbritanniens højeste domstol afgjorde, at flyvningen kunne gennemføres. Flyet skulle lette kl. 22:30 lokal tid fra en militærlufthavn i Wiltshire, men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gav et påbud, der blokerede for deporteringen af flere af dem, der var planlagt til at være på flyvningen.

B.T.s international korrespondent Jakob Illeborg ser meldingen som en sejr for de aktivister, der længe har kæmpet for, at deporteringen ikke skulle ske.

Jakob Illeborg tror ikke, at Boris Johnson giver op.
Jakob Illeborg tror ikke, at Boris Johnson giver op. Foto: POOL
Vis mere

»Selvom det måske er en stakket frist, så viser det stadig, at det er muligt at vinde over systemet,« siger han og fortsætter:

»Boris Johnson og hans regering har lagt stor vægt på, at det her fly skulle afsted -–koste hvad det ville. Det er en helt klar ydmygelse.«

Hvad der skal ske nu, kan man kun spå om, men mange menneskers skæbner er på spil. For selvom det lige nu kun drejer sig om få mmennesker så kan det have konsekvenser for mange tusind mennesker i fremtiden, forklarer han.

»Kampen er langt fra slut. Det er svært for mig at se Boris Johnson bakke tilbage på den her.«

Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T.
Jakob Illeborg. International korrespondent hos B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Flyet skulle efter planen være lettet tirsdag med 37 asylansøgere ombord. Asylansøgerne skulle til Rwanda, hvor de kunne få behandlet en asylansøgning i stedet for at få den behandlet på britisk jord.

Men lige så stille begyndte den plan at gå i vasken for den britiske regering.

En række juridiske indsigelser førte til, at tallet af asylansøgere gang på gang blev reduceret, indtil de fleste medier var bekendt med, at antallet af asylansøgere på flyet var skrumpet til seks.