Den britiske regering håber at kunne sende fly med migranter afsted til Rwanda inden sommer, siger kilde.

Den britiske indenrigsminister, Suella Braverman, planlægger at deportere migranter til Rwanda inden sommer.

Det oplyser en unavngiven kilde fra indenrigsministeriet.

- Vi arbejder helt bestemt på at få flyene afsted inden sommer, siger kilden ifølge nyhedsbureauet dpa.

Kilden tilføjer, at indenrigsminister Suella Braverman erkender, at deporteringen afhænger af verserende juridiske slagsmål.

- Vi arbejder på at få det til at ske så hurtigt som muligt. Der er en god chance for, at vi kan rykke hurtigt, hvis beslutningen falder ud til vores fordel, sagde Suella Braverman ifølge dpa til journalister i Rwandas hovedstad, Kigali, lørdag.

Hidtil er ingen migranter blevet deporteret fra Storbritannien til Rwanda, efter at aftalen blev underskrevet i april sidste år af Bravermans forgænger, Priti Patel.

Det skyldes blandt andet en afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Suella Braverman har for nylig udvidet aftalen med Rwanda til at inkorporere alle dem, der ulovligt rejser til Storbritannien i modsætning til kun asylansøgere.

Aftaleudvidelsen skal sikre, at ulovlige tilrejsende vil blive tilbageholdt og fjernet i henhold til loven om ulovlig migration (IMB). Det gælder, uanset hvilke påstande de fremsætter - herunder asyl, menneskerettigheder, moderne slaveri eller slet ingen.

Indenrigsminister Suella Braverman, der er kendt for sin hårde linje i spørgsmål om migration, har tidligere sagt, at det er hendes "drøm", at den britiske regering begynder at sende migranter til Rwanda.

Under en tale i Kigali lørdag sagde Braverman, der er på sit første officielle besøg i Rwanda som indenrigsminister, at IMB "ikke hiver os ud af ECHR (Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, red.)", men at "intet er udelukket".

Lørdag besøgte Braverman boliger i Kigali, der efter planen skal huse migranter fra Storbritannien.

Migranter fra Storbritannien skal i første omgang indlogeres på hostels og hoteller.

- Jeg tror, at Rwanda er klar, sagde den britiske indenrigsminister.

Talskvinde for regeringen i Rwanda Yolande Makolo sagde til journalister, at hun ikke ser det at bo i Rwanda "som en straf", og at det afrikanske land har underskrevet aftalen "af de rette grunde", skriver dpa.

Herhjemme arbejdede den socialdemokratiske regering i sidste valgperiode hårdt på at få lavet en aftale om et dansk modtagecenter i Rwanda.

Men den plan er nu parkeret - i hvert fald for en stund.

I et interview med Berlingske lørdag, sagde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S), at man i øjeblikket søger den europæiske vej.

- Vi har ikke sat Rwanda på pause, men det er klart, at vi i øjeblikket eftersøger en europæisk vej fremad, og der er det klart, at man kigger efter partnere, sagde Kaare Dybvad til avisen.

/ritzau/