Vi håber, at tingene vender tilbage til normalen lidt efter påske, siger britisk sundhedsminister mandag.

Storbritannien vil begynde at vaccinere borgere mod coronavirus i løbet af december.

Det er i hvert fald forhåbningen. Det siger sundhedsminister Matt Hancock mandag til BBC ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi håber at være i stand til at begynde at vaccinere næste måned, siger han.

Det fremgår ikke, hvilken vaccinekandidat Hancock regner med kan blive udrullet.

Udtalelsen kommer, efter at et forsøg med en vaccine fra medicinalvirksomheden AstraZeneca har vist, at modtagerne af vaccinen har 70 procent færre coronatilfælde end modtagerne af placebo i forsøget.

- Hovedparten af vaccineprogrammet vil blive rullet ud i januar, februar og marts. Og vi håber, at tingene begynder at vende tilbage til normalen lidt efter påske, siger Matt Hancock.

AstraZeneca har samarbejdet med Oxford University om vaccinekandidaten.

Professor Andrew Pollard, der er leder af vaccineforsøg på Oxford University, siger, at der er tale om en "effektiv vaccine, der kan redde mange liv".

Ifølge BBC har vaccinen den fordel, at den kan opbevares ved køleskabstemperatur. Det gør, at den nemmere kan distribueres til andre dele af verden.

Det er i modsætning til blandt andet vacciner fra Moderna samt Pfizer og Biontech. De skal opbevares ved langt lavere temperaturer. Derudover er Oxford-vaccinen betydeligt billigere end de øvrige, rapporterer BBC.

Den britiske avis The Telegraph rapporterede søndag, at Storbritannien allerede i denne uge måske vil godkende en anden vaccinekandidat, som er udviklet af netop medicinalselskaberne Pfizer og Biontech.

Dermed kan briterne blive de første til at godkende vaccinen. Sundhedssektoren skal have fået besked på at være klar til at administrere den fra 1. december.

Storbritannien vil ifølge The Telegraph oprette snesevis af store vaccinationscentre, hvor folk vil blive gjort immune over for coronavirus, så snart vaccinerne er tilgængelige.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har mandag på Twitter kommenteret resultaterne fra studiet om vaccinekandidaten fra Oxford University.

- Utroligt spændende nyheder, at Oxford-vaccinen har vist sig så effektiv i forsøg.

- Der er stadig flere sikkerhedsundersøgelser forude. Men dette er fantastiske resultater, skriver han og roser forskerne bag vaccinen og de frivillige i forsøgene med den.

Den britiske regering har ifølge tv-stationen BBC allerede bestilt 100 millioner doser - altså svarende til vaccine af 50 millioner mennesker.

/ritzau/