Storbritannien har 8000 respiratorer, men har brug for 30.000. Flere virksomheder er derfor sat i sving.

Storbritannien har bestilt 10.000 respiratorer fra et stort konsortium.

Det er sket for at være klar til et stigende pres på sundhedsvæsenet på grund af coronavirus.

Gruppen af virksomheder, som skal i gang med at producere respiratorer, består af ledende luftfarts- og ingeniørselskaber og sågar Formel 1-hold.

Det skriver Reuters.

- Dette konsortium bringer nogle af de mest innovative selskaber i verden sammen.

- Jeg er overbevist om, at dette konsortium har evnerne og værktøjerne til at gøre en forskel og redde liv, siger Dick Elsy, som er i spidsen for sammenslutningen af virksomheder.

Blandt virksomhederne er flyfabrikken Airbus, bilproducenten Ford og syv Formel 1-hold.

Konsortiet har ventet på grønt lys fra regeringen til at gå videre med sine produktionsplaner. Det har fået godkendt et nyt design, som kan produceres med eksisterende materialer hos de forskellige virksomheder.

Det er ikke blevet oplyst, hvornår respiratorerne er klar til brug.

Storbritannien havde oprindeligt blot 5000 respiratorer i landets sundhedsvæsen.

Premierminister Boris Johnson har opfordret virksomheder til at begynde at producere udstyr til sundhedsvæsenet, herunder respiratorer.

I øjeblikket er Storbritannien kommet op på 8000 respiratorer. Men landet har brug for 30.000 ifølge regeringen.

8000 flere finder efter planen vej til Storbritannien fra internationale producenter i de kommende uger.

I forvejen er støvsugerproducenten Dyson sat til at producere respiratorer. Selskabet mangler endnu at få sundhedsgodkendt sine respiratorer, før de kan blive taget i brug.

I alt har 1228 personer smittet med coronavirus mistet livet i Storbritannien. Landet har knap 20.000 smittede, heriblandt premierminister Boris Johnson.

/ritzau/Reuters