Hvis ikke de er blevet dræbt, er de trådt tilbage.

Sådan lyder vurderingen i en ny efterretningsanalyse, når det kommer til tre højtstående russiske kommandører, der alle har besiddet samme post.

Nemlig posten som øverstbefalende for et af Ruslands mest prestigefyldte luftbårne regimenter. 

I efterretningsanalysen, som det britiske forsvarsministerium har udarbejdet, lyder det, at der under krigen i Ukraine har været 'høj udskiftning' blandt de russiske tropper.

Her ses en ødelagt lagerbygning med gårdudstyr- og maskineri i Orikhiv den 14. september.
Her ses en ødelagt lagerbygning med gårdudstyr- og maskineri i Orikhiv den 14. september. Foto: Kateryna Klochko/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men ikke kun blandt de lavtrangerende soldater. 

»Siden februar 2022 er tre på hinanden følgende øverstbefalende for et af Ruslands mest prestigefyldte luftbårne regimenter enten trådt tilbage eller blevet dræbt,« lyder det.

I de første uger af den russiske invasion - som blev skudt i gang i februar 2022 - blev den daværende kommandør for det 247. luftangrebslandingsregiment, oberst Konstantin Zizevsky, ifølge analysen dræbt nær Mykolajiv, der er en havneby i det sydlige Ukraine.

Hans efterfølger - oberst Pytor Popov - fratråde sandsynligvis sin kommando i august 2023.

»Uafhængige russiske medier hævder, at han agerede i protest over, at militæret ikke formåede at bjærge ligene af russiske ofre,« lyder det i efterretningsanalysen.

Nogle uger senere, i begyndelsen september, blev oberst Vasily Popov, som overtog stillingen, angiveligt dræbt i kampe ved Orikhiv, der ligger i Zaporizjzja-regionen.

»Erfaringerne fra det 247. luftangrebslandingsregiment understreger den ekstreme nedslidning og høje udskiftning i Ruslands udstationerede militær, selv blandt relativt højtstående rækker,« vurderer det britiske forsvarsministerium i sin analyse.