12 britiske statsborgere, en spanier og en person fra den Dominikanske Republik er blevet anholdt i en større politiaktion på den spanske ferieø Mallorca. Anholdelsen er fundet sted i det populære ferieområde Magaluf.

Det skriver britiske Sky News.

Anholdelsen af de i alt 14 personer kommer efter en politiaktion, hvor den spanske Guardia Civil slog til mod det, der formodes at være en større narkoring på ferieøen.

Under aktionen blev tre kilo ren kokain konfiskeret. Det samme gjorde et stort kontant pengebeløb på over 100.000 euro.

De 14 anholdte mistænkes for at stå bag et omfangsrigt salg af stoffer til turister, der besøger Mallorca og Magaluf.

Spanske Guardia Civil, der er en slags paramilitær enhed, blev assisteret i aktionen af agenter fra Englands National Crime Agency i aktionen, der har navnet Operation Tatum.

På billeder offentliggjort af Guardia Civil kan man se en person blive ført væk efter at være blevet anholdt. På et andet billede kan man se den konfiskerede kokain og på et tredje kan man se et bundt af 50 euro-sedler.

Den store politiaktion kommer ifølge Sky News efter en anden stor operation mod narkoringen tilbage i juli måned i år. Dengang blev fire personer anholdt, mens der blev beslaglagt 4,8 kilo kokain.

En stor mængde kokain blev beslaglagt i aktionen.
En stor mængde kokain blev beslaglagt i aktionen. Foto: Guardia Civil
Vis mere