Det skulle have været en fredelig friluftsdag for alle eleverne.

Men pludselig gik det galt. Helt galt.

Klokken 12.45 onsdag blev svensk politi kaldt til Årbyskolan i Eskilstuna, hvor to ungdomsbander var røget i et vildt slagsmål.

Det skriver Aftonbladet.

Fire 15-årige drenge er blevet bragt på hospitalet efter at være blevet stukket med knive.

De går alle i 9. klasse på Årbyskolan. 

Alle fire er alvorligt såret. To af dem betegnes af politiet som værende »meget alvorligt såret«.

Til Aftonbladet fortæller Frederik, der overværede slagsmålet:

»De var 20 mod 20, der gik løs på hinanden. Jeg så to personer, som var ilde tilredt af knivstik.«

Det lokale politis talsmand, Dennis Johansson Strömberg, siger til Expressen:

»Vi efterforsker et eller flere mordforsøg.«

Politiet har anholdt to unge mænd, og de er stadig på jagt efter flere gerningsmænd. 

Til Aftonbladet siger Lina Axelsson Kihlblom, der er chef for børne- og ungdomsforvaltningen i Eskilstuna Kommune:

»Det vi ved nu er, at fire elever er blevet såret af knivstik og kørt på sygehuset. Vi har mange elever, der overværede, hvad der skete.«

Hun er chokeret over, at noget sådan kunne ske ved skolen.

»Alle former for slagsmål i en skole er alvorligt. Skolen skal være et trygt sted at være, og det her hører ingen steder hjemme. Det er meget, meget trist,« siger hun.