200 stykker ammunition er fundet tæt på et julemarked og en moské i Berlin. Politiet er på stedet med hunde.

Berlin. En større mængde ammunition er søndag aften fundet i nærheden af et julemarked i Berlin, skriver avisen Bild.

Der er ikke umiddelbart mistanke om en terrorhandling, oplyser en talsmand for tysk politi til nyhedsbureauet Reuters.

Talsmanden tilføjer, at det formentlig ikke havde noget at gøre med julemarkedet.

Ifølge Bilds oplysninger drejer det sig om 200 patroner, som en mand har fundet i et underjordisk parkeringsanlæg på gaden Spandauer Damm.

Manden alarmerede politiet, som ifølge avisen har udløst alarm.

I et notat fra politiet, som Bild har set, hedder det, at der er tale om en "farlig situation", fordi ammunitionen blev fundet i nærheden af julemarkedet. Desuden ligger parkeringsanlægget under en moské.

Patronerne er af kaliber 7,65. De blev fundet i Charlottenburg-området af den tyske hovedstad.

Politiet er på stedet med hunde, skriver Bild.

- Foreløbig er der ingen yderligere fund. Det er uklart, hvem det fundne ammunition var tiltænkt, siger polititalsmand Winfrid Wenzel til avisen.

Beredskabet er højt i Berlin efter sidste års terrorangreb mod et andet julemarked i byen. Ved det angreb blev 12 mennesker dræbt, da en person kørte en lastbil ind i menneskemængden på markedet.

Der er over 2600 julemarkeder i Tyskland i december, og sidste år var de oplagte mål for angreb. I år er sikkerheden omkring julemarkederne øget betragteligt.

/ritzau/