Donald Trump står med armene om de smilende, sorte kvinder. Han sidder på en trappe med de sorte mænd.

Alt ser frydefuldt og hyggeligt ud. Men det er det bare ikke.

For billederne er falske. Skabt af kunstig intelligens, AI. Det skriver BBC.

Og det samme er en stribe andre lignende billeder af den tidligere amerikanske præsident, der kæmper for at blive det igen ved det kommende valg i november.

I det spil kan ikke mindst de sorte vælgere blive nøglen.

Som Cliff Albright fra organisationen Black Voters Matter siger, findes der er »meget strategisk narrativ« i forhold til at få sorte vælgere til at stemme på Donald Trump.

»Der har igen været dokumenterede forsøg på at målrette desinformation mod sorte samfund, især mod yngre sorte vælgere,« lyder det fra ham til BBC med henvisning til, at det også skete i 2020.

Det kan der være en god grund til at gøre.

Falsk! Dette billede er skabt af kunstik intelligens, AI.
Falsk! Dette billede er skabt af kunstik intelligens, AI.
Vis mere

For historisk set har demokratiske præsidentkandidater haft endog stor opbakning fra USAs sorte vælgere.

Faktisk har de siden 1960erne fået mindst 80 procent af de sorte stemmer ved hvert eneste valg.

Kan der pilles ved det, kan det selvfølgelig blive afgørende for en republikansk kandidat. Som Donald Trump.

Ifølge BBC er der ikke tegn på, at ekspræsidentens egen stab er involveret i de falske billeder. Det ser derimod ud til at være forskellige støtter, der har lavet dem og publiceret dem på sociale medier.

En af dem er radioværten Mark Kaye, der har skabt billedet med Donald Trump og de smilende sorte kvinder og har lagt det på sin Facebook-side.

Han forsvarer sig således:

»Jeg er ikke fotojournalist. Jeg er ikke ude og tage billedet af det, der foregår. Jeg fortæller historier,« siger han til BBC:

»Jeg påstår ikke, at det er korrekt. Jeg siger ikke 'hey, se det er Donald Trump til en fest med alle de her afroamerikanske vælgere. Se hvor meget de elsker ham'.«

Kigger man nærmere på de falske billeder, kan man i øvrigt se, at personerne har for mange arme eller mangler fingre – et jævnligt problem ved AI-genererede billeder.