Det bliver ikke helt let for Ap-leder Støre at danne regering, men han vil begynde med at lytte, lyder det.

Arbeiderpartiet (Ap), Senterpartiet (Sp) og Sosialistisk Venstreparti (SV) har efter mandagens valg i Norge fået 89 mandater og dermed flertal.

Ap-leder og formentlig kommende statsminister Jonas Gahr Støre har tirsdag talt med partilederne for de to andre partier - Trygve Vedum (Sp) og Audun Lysbakken (SV).

Det siger Støre, da han tirsdag formiddag møder pressen.

- Alle skal tage en rolig dag med deres partier og opsummere dagen, og så skal vi finde tid til at sætte os ned, lyder det.

Han siger ifølge NRK, at det indtil videre kun "er kalenderen", man har drøftet.

Støre tror, at det kan nå at blive næste uge, før de reelle forhandlinger om at danne regering kommer i gang.

I løbet af tirsdagen finder mere uformelle samtaler sted med de mulige regeringspartnere.

- Det er normalt i Norge, at et regeringsskifte sker i midten af oktober, men der er ikke tvang.

- Har vi brug for mere tid, så tager vi mere tid. Først har vi samtaler, hvor vi gennemgår resultaterne på en åben måde, siger Støre til pressen.

Støres største ønske er en flertalsregering med Ap, Sp og SV. Men hans hovedpine er, at Senterpartiet tilsyneladende står fast på, at de ikke ønsker at indgå i en regering med Sosialistisk Venstreparti, skriver VG.

Adspurgt om, hvordan han vil få Senterpartiet til at sætte sig sammen med SV ved forhandlingsbordet, svarer Støre:

- Det kommer lidt senere i samtalerne. Vi skal begynde med at lytte. For Ap har det været klart, at det er Sp og SV, som kan danne regering, og nu har vi flertal.

Støre tror på, at partierne kan håndtere uenighederne ved at fokusere på deres ligheder.

Han peger på den grønne omstilling som en af de dagsordener, regeringen må stå sammen om.

Han siger samtidig, at han endnu ikke har talt med partierne Rødt (R) og Miljøpartiet De Grønne (MDG).

Med det endelige resultat er Støre ikke afhængig af støtte fra R og MDG, men han ønsker at lytte til dem, siger han.

/ritzau/