Hvem dræbte statsminister Olof Palme? Det spørgsmål har plaget den svenske befolkning siden 1986. Svensk politi har brugt utallige timer på efterforskningen, som selv i sig selv har været genstand for en kommissionsundersøgelse, men morderens identitet er stadig et mysterium.

Nu kommer der ifølge avisen Aftonbladet nye oplysninger i den gamle sag. Et vidne, der bliver kaldt »Johan«, fortæller, at han under en middag med en politibetjent i 1985 blev tilbudt at skyde Olof Palme. Han takkede nej til tilbuddet, og fem måneder senere, den 28. februar 1986, blev Palme myrdet.

Siden starten af efterforskningen er der blevet luftet teorier om, at politiet skulle være indblandet i mordet, og mange kendte profiler har gennem tiden forsøgt at følge sporet, heriblandt højesteretsdommer Göran Lambertz. Han mener, at de nye oplysninger er for interessante til at blive ignoreret.

- Jeg har sagt det før og vil sige det igen: Jeg tror virkelig, Palme-efterforskerne bør undersøge dette spor ordentligt. Efterforskningen har negligeret det groft, siger han.

Allerede sidste efterår erklærede højesteretsdommeren, at efterforskerne har forsømt politisporet. Det holder han fast i, og han mener, at efterforskerne ikke følger Palme-Kommissionens henstillinger.

Der er dog også en del kritikere af de nye data, blandt andre Tommy Lindström, tidligere chef for den nationale efterforskningsenhed, Rikskriminalpolisen.

- For det første er opgaven givet længe før mordet, og så træder personen ikke frem. Jeg tror, at hvis politiet havde været involveret, ville det være blevet lækket, siger han.

Lindström mener ikke, at oplysningerne har nogen betydning for den videre undersøgelse.

Olof Palme blev skudt i ryggen i krydset Sveavägen-Tunnelgatan i Stockholm, da han og hans kone, Lisbet Palme, var på vej hjem til deres lejlighed i Gamla Stan efter at have set filmen »Brødrene Mozart« i biografen.

Den kriminelle Christer Pettersson blev anholdt og dømt for mordet i byretten, men blev frikendt i landsretten.