Ovenfor kan du se uddrag af eleven Emma Gonzalez' tale, hvor hun tordner mod våbenlobbyen.

George og Amal Clooney går nu ud offenligt og støtter ofrene for skoleskyderiet i Florida i sidste uge og donerer 500.000 dollars, svarende til omkring tre millioner danske kroner til den kommende demonstration 'March For Our Lives', der vil blive afholdt den 24. marts i Washington.

Det skriver CNN og flere internationale medier.

»Vores familie vil være der den 24. marts for at stå side om side med denne utrolige generation af unge mennesker fra hele landet, og i vores børn Ella og Alexanders navne donerer vi 500.000 dollars (tre millioner kroner, red.) for at hjælpe med at betale for dette banebrydende event,« siger George Clooney i en udtalelse ifølge CNN og tilføjer:

»Vores børns liv afhænger af det.«

'March For Our Lives' er arrangeret af en række overlevende elever fra Marjory Stoneman Douglas High School, hvor 17 blev dræbt i skoleskyderiet onsdag den 14. februar. Demonstrationen vil foregå den 24. marts i Washington DC og flere steder i USA med det formål at 'kræve, at vores liv og sikkerhed bliver en prioritet, og at vi ender våben med vold og masseskyderier i vores skoler i dag,' lyder det på initiativets hjemmeside.

Siden skoleskyderiet i Florida i sidste uge har en bevægelse af unge mennesker rejst sig i USA, og især den unge Emma Gonzalez' ord har vakt opsigt verden over.

»Til alle politikere, der tager imod bidrag fra NRA (National Riffle Association, red): Skam jer!,« sagde Emma Gonzalez, der fik menneskemængden til at gentage slagordet: »Skam jer!« under en tale lørdag, hvor hun også oplyste, hvordan præsident Donald Trump har modtaget 30 millioner fra netop NRA, våbenlobbyen.

I Florida stemte medlemmerne af Repræsentanternes Hus i delstaten tirsdag om et forslag, der ville forbyde salg og besiddelse af visse typer automatvåben, men forslaget blev nedstemt, skriver nyhedsbureauet AP.

En 19-årig tidligere elev er nu varetægtsfængslet for at have dræbt 17 mennesker i skoleskyderiet, og Forbundspolitiet FBI erkendte fredag, at det i januar fik et tip fra en person, der advarede om, at den 19-årige planlagde et skoleskyderi. Men FBI fik ikke fulgt op på tippet.