Så har Trump igen været ude med riven.

Og denne gang er det den store, der kan klare en hel have.

Skuespilleren Robert De Niro bliver i den grad angrebet af den tidligere præsident.

Det skriver The Hill.

Donald Trump er gået til totalangreb på skuespilleren Robert De Niro. 
Donald Trump er gået til totalangreb på skuespilleren Robert De Niro.  Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Angrebet kommer efter, at Robert De Niro, selv har været rasende over at have fået en tale censureret i sidste uge, hvor han modtog prisen for Historical Icon ved Gotham Awards-ceremonien.

De Niro ville læse sin takketale op, men opdagede, at den var blevet redigeret.

Derefter hev han sin mobiltelefon frem for at læse sin oprindelige indledning.

Og den handlede om Trump.

»Den tidligere præsident løj for os mere end 30.000 gange i løbet af sine fire år i embedet, og han holder tempoet oppe i sin nuværende gengældelseskampagne. Men med alle sine løgne kan han ikke skjule sit virkelige jeg,« sagde Robert De Niro blandt andet.

Skuespilleren har tidligere været meget kritisk overfor Trump, og har blandt andet advaret amerikanerne:

»Demokratiet vil ikke overleve en wannabe-diktators tilbagevenden.«

Trump svarede igen på sit eget sociale medie, Truth Social, hvor han blandt andet skrev:

»De Niro skulle hellere koncentrere sig om sit eget liv, der er noget rod, end om andres. Han er blevet en total taber.«

Et senere indlæg skærpede han så tonen yderligere:

»Robert De Niro er en 'mental dværg', hvis hjerne er helt blæst ud, og hvis liv er et totalt vrag. Meget lig, svindleren Joe Biden, kan han ikke sætte to ord sammen. Den gode nyhed er, at dette grove og meget dumme 'dyr' har mistet al troværdighed.«

Nu venter vi så bare på De Niros modsvar i stjernekrigen.