»De vovede at påstå, at vi putter cheddar i vores soufflé.«

Den anerkendte franske kok Marc Veyrat er rasende. Så rasende, at han nu kræver at blive fjernet fra den berømte Michelin-guide som følge af, at hans restaurant - La Maison des Bois - tilbage i januar mistede en af sine tre stjerner.

Det fortæller han i et åbent brev i det franske medie Le Point.

I brevet giver han udtryk for, at han tvivler på, at guidens inspektører overhovedet har besøgt hans restaurant, der ligger i Haute-Savoie i det sydøstlige Frankrig.

ARKIVFOTO af Marc Veyrat.
ARKIVFOTO af Marc Veyrat. Foto: JACQUES DEMARTHON
Vis mere

»Jeg har været deprimeret i seks måneder. Hvor vover I at tage jeres kokkes helbred som gidslerl?,« skriver Marc Veyrat, der ifølge The Guardian er kendt for at bære en sort hat, i brevet.

Forrige år fik hans restaurant tildelt tre Michelin-stjerner, men i januar i år blev det 'blot' til to af slagsen.

Nu forlanger Marc Veyrat, at han får fremvist kvitteringer fra inspektørernes besøg på hans restaurant, så han kan se, om de rent faktisk har været der.

»De burde kunne finde det bevis,« fortæller han i brevet.

Derudover mener han, at madguidens inspektører er 'fuldkommen inkompetente'.

»De vovede at påstå, at vi putter cheddar i vores soufflé af reblochon, beaufort og tomme (andre oste, red.). De har fornærmet vores region. Mine ansatte var rasende,« fortæller Marc Veyrat til det franske medie Le Monde.

Michelin-guidens internationale direktør, Gwendal Poullennec, afviser ifølge The Guardian kritikken og forklarer, at man har besøgt Marc Veyrats restaurant 'flere gange hvert år'.

Han afviser også, at La Maison des Bois kan blive taget ud af guiden, da det er meningen, at guiden er til for kunderne. Ikke for restauranterne.

»Stjernerne bliver uddelt af Michelin hvert år, og de tilhører ikke kokkene. De er til læserne og 'foodies' for at give dem muligheden for at få finde en oplevelse,« forklarer Gwendal Poullennec.

I en udtalelse til Le Monde kalder han Marc Veyrat 'en talentfuld kok' og en 'stor skikkelse i fransk gastronomi.'

»Vi er kede af den lidelse og den situation, han går igennem, men vi vil fortsætte med at anbefale hans restaurant,« lyder det.

Selvom Marc Veyrat blandt andet er vred over at anklaget for at bruge cheddar, så bliver lige netop den ostevariant ifølge The Guardian slet ikke nævnt i madguidens beskrivelse af restauranten.