Syv mænd er tirsdag blevet anholdt i forbindelse med påskens spektakulære juvelkup mod et værdidepot i Hatton Garden-kvarteret i London. Det skriver The Guardian.

Anholdelserne skete efter en massiv ransagningsaktion anført af politistyrken Scotland Yards rejsehold.

Klokken 10.30 rykkede 200 politifolk ud til 12 adresser i byerne London og Kent, og her fandt politiet ifølge The Guardian »et stort antal tasker med betragtelige mængder værdier«, som menes at stamme fra værdidepotet. De arresterede mænd er i alderen fra 48 til 76 år gamle.

Kuppet fandt sted mellem 2. april og 5. april, hvor tyvene borede sig vej gennem tykke, forstærkede betonvægge ind til en værdiboks med 999 værdiskuffer, som var lejet ud til blandt andre diamanthandlere og smykkesælgere.

Tyvene tømte 72 af skufferne, inden de kørte fra stedet i en Ford Transit. De slap af sted med værdier for op mod to milliarder kroner.

BNB