Det tog næsten 20 års detektivarbejde, og sporet gik til adskillige kontinenter, før sagen om den forsvundne 7,5 millioner kroners mønt fandt sin slutning.

Mønten er en lille, bitte sølvmønt, men den er rig på symbolisme. Den blev slået under en jødisk opstand for næsten 2.000 år siden.

Den blev stjålet i Israel i 2002, men heldigvis er den blevet fundet, beslaglagt og returneret til der, hvor den kommer fra. Det skriver BBC.

Sagaen om mønten begynder der, hvor Israel Antiquities Authority (IAA) fra informanter fik at vide, at mønten var blevet nuppet af Palæstinensere fra en samling, der var blevet fundet i dalen Ella syd for Jerusalem.

Ifølge IAA så har de brugt de næsten 15 år på at forsøge at lokalisere mønten. Den var først på et ulovligt antikmarked i Israel, så i Jordan, dernæst i Storbritannien. Til sidst blev den eksporteret til USA, hvor den skulle sælges på en auktion i 2017.

Men IAA alarmerede de amerikanske myndigheder, som tog mønten i administrativ besiddelse. Til sidst endte det med, at den meget værdifulde mønt skulle repatrieres til Israel.

Mønten blev så endeligt overdraget til israelerne ved en ceremoni på Manhattan District Attorneys kontor. Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, var et af vidnerne.

Sølvmønten, der har jødiske motiver, er en af kun fire der eksisterer. IAA daterer den til 69 e.Kr. – fire år efter Den Store Revolte.

At den blev slået, var »i virkeligheden en uafhængighedserklæring fra jødernes side i landet Israel. Det var et symbol mod det mægtige imperium, som stod over for dem,« sagde Ilan Hadad fra IAA.

Under Den Store Revolte gik jøderne i Judea mod den aggressive form for regering, som romerne praktiserede. De havde gjort en ende på den jødiske uafhængighed et århundrede tidligere.

Jødernes opstand endte med romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 e.Kr.

Det skønnes at mellem hundrede tusinder og flere end en million jøder blev dræbt under revolten.