Hvis du ser en 'saola' på din rejse i Sydøstasien, er du født under en heldig stjerne.
Saolaen er nemlig kendt som 'den asiatiske enhjørning' og er et af verdens mest sjældne pattedyr.
Men i disse dage er dyret forbundet med alt andet end lykke i det asiatiske kontinent.
Saola er nemlig også navnet på den voldsomme tyfon, der lige nu har sendt 900.000 kinesere væk fra deres hjem.
Tyfonen ramte Hong Kong fredag nat, og det resulterede i op mod 700 aflyste flyafgange, væltede træer i gaderne og oversvømmelser.
Nu er turen kommet til Kina, og der bereder man sig på noget af en omgang, når Saola i løbet af lørdagen melder sin ankomst.
Omkring 900.000 kinesere er blevet evakueret fra deres boliger, og den nationale vejrtjeneste har vurderet, at Saola kan blive den kraftigste tyfon, som har ramt området siden 1949.
De mennesker, som ikke allerede er blevet evakueret, har fået besked på at barrikadere sig i deres hjem.
Det sydlige Kina bliver jævnligt ramt af tyfoner om sommeren og efteråret. De opstår over det varme hav øst for Filippinerne og bevæger sig derefter mod vest mod Kina.
Men ifølge forskere er de tropiske storme generelt blevet voldsommere end tidligere, og det menes at skyldes klimaforandringer. Dels er vindstødene kraftigere end førhen, dels følger der mere regn med stormene.